Mig og Grisen

Mig og Grisen

Engle og "grise" og en mors tanker.

Tanken med denne blog er at bruge den som en slags dagbog - og gennem mine ord, dele alle mine tanker omkring det at være mig nu og her.

Som udgangspunkt var bloggen tiltænkt som en form for mental bearbejdelse i sorgen over tabet af min førstfødte datter Natalina. Efterhånden som tiden er gået og Natalinas død er blevet hverdag, er bloggen blevet et redskab til at få luft for mine mange tanker omkring lidt af hvert.

Grisen vokser...

Tirsdag den 21. august 2007Posted by Katja Ripa Kelmo Tue, August 21, 2007 21:39:12

Endeligt nåede vi til tirsdag den 21. august... De sidste fire uger har været fulde af håb og forventninger og en ordentlig omgang bekymring. I to uger nu - har den forestående skanning fyldt meget i mit hoved og jeg har forestillet mig alt muligt... Den sidste uge tid har jeg nærmest ikke haft andet end skanningen i mit hovede... jeg har tænkt og tænkt og glædet mig en masse til endeligt igen at se min lille grise-skat... Jeg har været så bekymret for hvad skanningen ville vise - om den ville lægge op til flere og mere intensiverede tjeks og skanninger - eller om den ville vise, at grisen havde det fint stadig og var vokset om hun skulle... Jeg må være ærligt og indrømme, at jeg har haft en god fornemmelse i maven af, at alt ville se fint ud. Jeg synes jeg tydeligt kan mærke, at hun er vokset.. hun fylder mere i min mave og hendes spark er blevet meget hårdere og mere markante.... men alligevel var jeg spændt på, forhåbentligt at få det bekræftet af lægerne på Riget.

Skanningen var så i dag - og desværre var det ikke lægen Karin, som jeg havde håbet på, men en anden også sød læge/sygeplejerske. Desværre var vi heller ikke inde i samme skanningslokale som sidst, så vi fik ikke vores lille grise-skatte-basse at se på 3D som sidst. Men til gengæld var alt i skønneste orden hos vores dejlige lille pige - hun var vokset som hun skulle og vejede nu (det er jo et skøn) lidt over 1 kg... Hendes organer havde den korrekte størrelse for hendes alder (26+5), moderkagen så fin og stor ud - og der var masser af fostervand.... så det kunne simpelthen ikke være bedre... Men hvorfor er jeg så ikke lettet og glad?? Hmmm, jeg føler absolut ingen lettelse indeni efter skanningen - som om det ikke rigtigt er godt nok for mig, at alt så fint ud.. Jeg tænker lidt at det kan have noget med at gøre, at hun sidste gang blev vurderet til 7 % større end hvad gennemsnittet var på det tidspunkt - og at hun denne gang kun lige ramte gennemsnittet.. hun var hverken større eller mindre... Resultatet var jo godt, men stadig ville jeg nok have været gladere hvis hun fortsat var 7 % større end hun burde... når hun ligger lige indenfor normalen har hun jo ikke noget at give af, hvis det begynder at gå den anden vej.. Næste gang vil kurven måske vise at hun vejer for lidt!! I hvert fald er følelsen indeni mig sådan lidt indifferent... hverken positiv eller negativ.. måske havde jeg håbet på noget helt andet.. noget overraskende... Okay - min lille skat har det godt og det er jo hovedsagen... Næste skanning er så igen om 4 uger.. så nu starter vi forfra med nedtællingen... Til den efterfølgende samtale hos lægen - prøvede hun (Jens var åbenbart på ferie - mærkeligt at han ikke havde fortalt det) at iniciere, at hver 4. uge måske var i overkanten.. og at eftersom grisens vægt stadig var fin (altså hun vejede ikke for lidt) var risikoen nok ikke så stor for... WHAT!!!! Neej nej, den hoppede jeg ikke med på.. hver 4. uge er forvejen rigeligt nervepirrende for mig - og en lang ventetid... så hvis det skulle ændres, skulle det da være til hver 3. uge.... så altså vi holdt fast i hver 4. uge...

Vi havde jo håbet på, at få endnu et fint billede med hjem af hende til samlingen - men hun var stædig i dag og ville ikke have taget billeder.. Hun sov i en dum stilling og med hænderne oppe foran ansigtet - så det var umuligt at få et print, der var noget værd. Sååå, nu er der endnu mere at se frem til til næste skanning...

Det er jo rigtig længe siden jeg sidst skrev her på min blog - ja faktisk ikke siden Natalinas 13 mdrs. dag.. Jeg har været herinde mange gange for at kigge på siden og se om der er kommet nogle nye kommentarer og så har jeg tænkt hvorfor jeg mon ikke har skrevet noget som helst... I bund og grund er det jo nok fordi, at jeg ikke har haft noget nyt at skrive om... tiden som er gået siden sidst har udelukkende været en venteperiode.. jeg har ventet på, at kunne fortælle noget nyt om grisen.. Natalinas historie kommer der jo ikke noget nyt på... hun er min lille engel - og med hende har jeg fint for tiden. Men faktisk har jeg lagt mærke til, at jeg har været lidt stille i den sidste tid.. Jeg har ikke haft særligt meget behov for at tale med andre mennesker, men har derimod haft helt ufatteligt mange tanker i mit hovede.. Nogle tanker handler om Grisen, selvfølgelig.. nogle tanker handler om Laurits mor og far og den usikkerhed de lever i i disse dage.. andre tanker handler om mit liv generelt, mit ægteskab med min dejlige Kim som jeg elsker overalt på jorden, min fremtid... og rigtig rigtig mange andre ting.. Det har bare været sådan en tænkeperiode. Jeg synes der på det sidste har været alt for mange artikler i aviser og blade om skilsmisser og utroskab, samtidig med at mange vi kender bliver skilt og flytter fra hinanden.. det sætter mange tanker i gang hos mig... det gør mig ked af det og bange for fremtiden. Hmmmmm.. og så alle de dejlige engleforældre, som har svært ved at blive gravide.. det gør mig bekymret på deres vegne - for det er uden tvivl det største i livet og hvis nogen ønsker sig et barn betingelsesløst, så er det os... Skal det virkelig lykkes for os at få det ønske opfyldt.. nogen gange er jeg bange for at vi endnu en gang skal blive snydt og må gå tomhændede hjem fra hospitalet.. for fortjener vi overhovedet at blive forældre til et lille levende barn?? Det ved jeg ikke.. tanken skræmmer mig... måske kommer vi aldrig tættere på livet som mor, far og barn, end det vi er nu.. med en engel oppe i himlen... Puuuuh, mit hovedet snorrer med mange blandede tanker.. de kan til tider være lidt svære at holde styr på... Det eneste sikre i livet er jo her og nu.... jeg skal bare være bedre til at nyde nuet.. nyde hvert spark grisen giver.. nyde hver sekund sammen med Kim... og nyde solens stråler når de rammer mig og varmer mig.. Lige nu i dette øjeblik nyder jeg den friske og milde luft, som jeg kan mærke fra altandøren.... og den kop te, som Kim har lavet til mig... I morgen må jeg tage når den kommer...

Idag var også dagen, hvor jeg endeligt langt om længe kom i gang med noget motion for gravide. Jeg har meldt mig til holdet "i form under graviditet" på Familieskolen - samme hold som jeg gik på sidst jeg var gravid... Puuuh det var hård, men rigtigt dejligt at få bevæget sig. Som jeg sidder her i sofaen og skriver, kan jeg allerede mærke ømheden i min krop brede sig... Jeg tror jeg får rigtigt ondt i morgen... skønt at mærke at jeg har en krop og at jeg har gjort noget godt for den.. bare det nu ikke går i bækkenet. Jeg havde gjort mig mange tanker om at starte på et hold med en masse andre glade gravide piger.. piger som med MEGET stor sandsynlighed ikke kommer med samme oplevelse som mig og så bare er glade og lykkelige over at være gravide... præcis som jeg var det sidste gang.. Jeg var så stolt over min mave, og lykkelig for hvad jeg havde at se frem til.. fuldstændig uvidende om hvor galt det hele ville gå og hvilken ulykke jeg skulle leve med resten af mit liv... Så jeg tog til gymnastik med en vis forbehold for hvordan det ville være.... Aller helst så jeg et lignede hold med udelukkende englemødre.. men jeg tror jeg var den eneste.. Vi var en del som var 2. gangsfødende.. og det var jeg glad for at jeg fik lejlighed til at fortælle. Men mere fortalte jeg heller ikke... det var der ikke lagt op til. Gad vie om jeg på et tidspunkt får mulighed for at fortælle min hemmelighed.... det håber jeg på en måde. Rikke som underviser er fantastisk sød - hun kender min historie og spurgte da også til Natalina da alle var gået og hende og jeg stod tilbage. Hun var også underviser på det hold sidste gang jeg gik der og var på listen over de folk, som modtog den mail, som Kim og jeg sendte ud til venner, familie og bekendte et par dage efter Natalinas fødsel. Sååå i det mindste har jeg én på holdet, som jeg kan betro mig med... Jeg kunne tydeligt mærke min afholdenhed overfor de andre. Hvor jeg synes jeg plejer at være en udadvendt og smilende person, som ikke var bleg for at starte en samtale med en af de andre piger - er jeg nu en stille, usikker og indadvendt pige... Det er okay med mig.. jeg har stadig lyst til ... dybt indeni, til at råbe højt til dem alle at jeg bærer livets største smerte.... min lille pige døede fra mig - og derfor er jeg ikke glad og smilende... De skulle bare vide hvad det handler om.... Nåh, men det hele gik fint - jeg nød virkeligt at få bevæget mig. Nu ser jeg frem til at gravidyoga holdet begynder om et par uger.. og derefter mavedans for gravide... det skal nok blive sjovt...

  • Comments(3)//grisen.ripavaleur.dk/#post15