Mig og Grisen

Mig og Grisen

Engle og "grise" og en mors tanker.

Tanken med denne blog er at bruge den som en slags dagbog - og gennem mine ord, dele alle mine tanker omkring det at være mig nu og her.

Som udgangspunkt var bloggen tiltænkt som en form for mental bearbejdelse i sorgen over tabet af min førstfødte datter Natalina. Efterhånden som tiden er gået og Natalinas død er blevet hverdag, er bloggen blevet et redskab til at få luft for mine mange tanker omkring lidt af hvert.

Sikken en uge...

Søndag den 9. september 2007Posted by Katja Ripa Kelmo Sun, September 09, 2007 12:28:58

Tjaaa.. så er det søndag igen - jeg synes at ugen er gået helt ufatteligt hurtigt. Hver eneste dag har jeg tænkt på, at jeg ville sætte mig ned for at skrive lidt om sidste weekends blandede oplevelse.. men den ene dag har taget den anden og jeg har været så ufattelig træt hver aften at jeg ikke har kunne finde overskudet. Men nu sidder jeg her alene hjemme på en søndag formiddag med Disney film foran mig, en kop koffeinfri latte og en følelse af lidt overskud.

Sidste weekend startede rigtigt godt - Kim og jeg skulle i sommerhus med alle de andre fantastiske engleforældre og det var noget jeg havde set meget frem til. Faktisk havde sommerhus-turen fyldt så meget i mine tanker, at jeg overhovedet ikke havde skænket den navngivningsfest vi skulle til lørdag eftermiddag nogle tanker overhovedet - det burde jeg jo nok have gjort. Vi ankom i sommerhuset fredag aften og havde en rigtig hyggelig aften med god mad, slik, kaffe og en gang TP, som vi tøser (eller rettere de andre tøser, for jeg kunne ikke holde mig vågen hele vejen) vandt med stor bravour. Lørdag var ligeledes helt fantastisk hyggeligt - Kim og jeg stod for morgenmaden (i bedste Dorthe-koloni-stil), efterfølgende var der nogle friske væsner, der hoppede en tur i havet, mens vi andre tog en tur under bruseren (nogle af os den udendørs). Vejret var perfekt, og det blev nydt med en gåtur til købmanden med efterfølgende hygge udenfor på terrassen.. Vi havde en helt fantastisk skøn dag - hvor der blev talt om vind og vejr, men ikke mindst blev der talt om det allerstørste i vores liv - nemlig vores skønne englebørn.

Men lørdagens hygge og idyl skulle hurtigt blive overtaget af den barske virkelighed, da Kim og jeg måtte forlade sommerhuset for at tage til navngivninigsfest hos nogle af vores venner.. Jeg havde som sagt ikke tænkt meget over det arrangement og det kan jeg godt ærge mig over nu. Jeg havde nemlig slet ikke tænkt over hvem der ellers ville komme til festen og havde jeg gjort det - ville jeg nok have vidst, at jeg ville skåne mit hjerte på bedst mulige vis ved at holde mig væk derfra. Da vi ankom blev vi mødt af et telt fyldt med unger.. der var børn alle vegne og det var på Natalinas alder og deropefter. Puuuha, det var hårdt nok synes jeg - alle de børn betød jo en masse forældre... folk som havde fået deres største ønske opfyldt og havde fået lov til at beholde deres levende børn.. Det er altså bare så uretfærdigt - jeg håber fandme at de værdsætter dem så meget som de bør.. intet er jo givet.. Jeg satte mig til rette inde i teltet og sad og kiggede mig lidt omkring og opdagede at de fleste af de folk, som var der var nogle jeg havde set året før, da jeg sidst var højgravid og vi var til bryllup. Nu sad jeg så der igen med en stor mave og jeg kunne mærke hvordan folk kiggede på mig og tænkte deres.. (nu er hun sgu gravid igen.. det var sandeligt godt at hun er gravid igen.. eller hvad de nu kan finde på at tænke).. det værste var at absolut ingen nævnte noget som helts - de sad bare der og forsøgte at sende mig et kejtet kunstigt smil... føj hvor var det ubehageligt. De fleste vidste jo nok godt at vi havde mistet vores børn - men det var at få folks afskyelige berøringsangst smidt direkte i ansigtet, av!! Jeg kunne allerede mærke ubehaget og tårerne begynde at presse sig på der.. jeg ønskede mig langt væk, men kæmpede en brav kamp for at "holde ud" - nok mest for Kims skyld eftersom festen var hos nogle af hans bedste venner. Jeg havde meget hurtigt fået øje på en far, som sad aller bagerst i teltet med sin lille 1 årige søn på skødet - den lille dreng var blevet født kun få dage før det bryllup vi var til sidste år og lå der i sin barnevogn og sov - der var jeg endnu fuldstændig uvidende om, at mit endnu ufødte barn skulle dø og at jeg aldrig ville få lov til at tage hende med til bryllup eller i det hele taget bare køre med hende i barnevognen.. jeg kunne ikke lade være med at stirre på den far med sin søn og tænke på hvor dejligt det ville være hvis Natalina kunne have været med - så ville hun have siddet på mit skød og jeg ville have været så lykkelig. Men det som satte prikken over i'et var dog da et forældrepar trådte ind ad døren med deres lille pige, som blev født kun få dage efter Natalina. Jeg kan så tydeligt huske hvordan jeg og den mor begge havde siddet med vores store maver til bryllupet sidste sommer og hun havde ytret sin bekymring for sit barn (hun vidste hun skulle have en pige) fordi hun havde to veninder som havdet mistet deres børn. Jeg husker hvordan jeg blankt afviste hendes bekymring og sagde, at det havde jeg da ALDRIG hørt om, og at det skulle hun ikke bekymre sig om.. Det er meget tankevækkende at se tilbage på idag - tænk at jeg så skulle miste mit barn.. Jeg sad der med min fine store runde mave og jeg følte mig så sund og rask og fuldstændig udødelig.. Deres lille pige lignede meget den lille pige, som jeg forestiller mig Natalina ville være som 1 år. Med mørke øjne og leverpostejfarvet hår... og det var så ubeskriveligt hårdt at se, at de bare kom der.. moren var slank og smuk og så bare lykkelig og fuldkommen ud... og jeg sad der - igen med stor mave - og langt fra lykkelig.. Jeg rejser mig op for at hilse på dem, af almen høflighed, og selvfølgelig er det eneste hun siger "tillykke" og tager mig på maven... DET er bare ikke okay... det skal folk slet ikke sige eller gøre ved mig.. det kan jeg slet ikke holde ud.. Og slet ikke når de aldrig har nævnt Natalina eller vores tab af vores lille pige... Der knækkede filmen så også.. og jeg måtte "løbe" ud på toilettet for at lade tårerne få frit løb.. Det var bare for hårdt.. alle de børn, alle de børn på Natalinas alder og så sidde der med min store mave mens folk tænkte deres, det var ulideligt. Aldrig har Natalina manglet så meget... hun skulle jo have været der sammen med os. Jeg gik en tur ud på p-pladsen for at få lidt luft og satte mig på en bænk for at ture igennem i fred. Jeg var så ulykkelig.. det kan slet ikke beskrives med ord.. mit hjerte gjorde bare så ondt... Heldigvis var min dejlige mand fuld af forståelse, og havde hurtigt fået færden af, at arrangementet var en al for stor mundfuld til mig... så han fulgte i hælene på mig så jeg kunne smide mig i hans arme og føle mig tryg - hvor jeg dog elsker ham overalt på jorden.

Vi kørte hjem lige derefter - nåede kun at være til navngivningsfest i en halv times tid.. Herhjemme lagde vi os med armene om hinanden på sofaen og faldt hurtigt i søvn.. Jeg har godt kunne mærke at lørdagens oplevelse har haft sin påvirkning på mig i den uge, som er gået. Jeg har følt mig trættere end normalt - og har også været lidt ked af det.. og måske mere bekymret over grisen end ellers..

Nej faktisk har jeg været bekymret over grisen aktivitetsniveau i nogen tid. Hun har nogle alt for stille dage hvor jeg kun mærker meget lidt til hende (men jeg mærker hende dog) - med en enkelt super-aktiv dag indimellem - og det gør mig bekymret. Jeg kan jo ikke lade være med at sammenligne med hendes storesøster, som var så aktiv inde i min mave, at det sommetider blev alt for meget for mig. Så jeg besluttede mig for mandag, at kontakte ham lægen på Riget, som følger mig, og høre om muligheden for at komme ind og få foretaget en skanning med vægtskøn. For det er jo oftest grisen vægt jeg bekymrer mig om - vokser hun nu som hun skal og har hun det godt. Lægen var super effektiv og skaffede mig en akuttid allerede til om tirsdagen. Sygeplejersken som skannede mig var helt utrolig sød, forstående og meget behagelig.. Hun skannede mig grundigt og effektivt og kom mig i forkøbet med mange af de spørgsmål som jeg normalt stiller.. fx. "hvordan ser det ud med fostervand - er der nok?", "hvordan ser moderkagen ud?? Er den stor nok?", "kan du se på hendes organer om de har den størrelse de skal have i forhold til hendes alder??" og "ser hun ud til at have det godt?? Ser fostervandet rent ud?" osv. osv.. alle de spørgsmål havde hun besvaret inden jeg havde stillet dem.. og det var skønt at blive tilset af en "kvalificeret" sygeplejerske. Alt så ud til at være i skønneste orden - hendes vægt var nu omkring 1.400 g. (altså hun havde taget ca. 400 g. på på to uger) og hun var igen inde oppe på en højere procent end gennemsnitet af børn på hendes alder. Sygeplejersken tjekkede endda at grisen ikke har hverken ganespaltning eller hareskår og selv om det jo faktisk er skide ligegyldigt - så var det nu dejligt at høre, at hun også på det punkt er sund og rask. Jeg var 28+5 i tirsdags... nu er der heldigvis ikke så lang tid tilbage... jeg kan slet ikke vente med at få hende ud.. Jeg er stadig bange for at hun skal være derinde så lang tid endnu.. jeg vil så gerne have hende her ud til mig.. for børn dør jo indeni maven.. det er i hvertfald min erfaring - og det vil jeg for alt i verden undgå med grisen.. hun skal ud inden det sker... Men jeg ved jo også godt, at hun har bedst af at ligge derinde så lang tid som muligt... så jeg må forsøge at holde ventetiden ud. Vi fik ellers et fint skanningsbillede af hendes hovede i profil - hun så så dejlig og fin ud derinde i maven og hun lå (til afveksling) og knoklede rundt derinde... helt ubeskriveligt skønt at se.

Blog Image

Næste skanning er så den 18. september - om lidt over en uge.. så mon ikke jeg nok kan klare mig indtil da??!! Jeg kan mærke, at jeg helt klart bliver mere og mere bekymret som grisen vokser - vi nærmer os jo også den tid, som var skærringspunktet for Natalina.. Så jeg tror jeg vil bede om ekstra skanninger her i den sidste tid.. bare for at holde nerverne nogenlunde rolige. Jeg håber lidt på, at kunne blive sat i gang med fødslen mandag den 5. november - den dato har jeg i hvert fald sat mig i hovedet.. Men det kommer jo an på så mange ting - men jeg synes det ville være en fin dag, så vi må se hvad der sker.

Som jeg sidder her og skriver løs sparker min lille grisebasse-skat rundt inde i min mave - jeg er sikker på, at hun kan mærke når jeg er ked af det.. så vil hun gerne gøre opmærksom på sig selv.. Det er som om vi kommunikerer - uden ord.. min dejlige lille pige..

Tjaaa.. sikken en uge - som jo også bød på endnu en månedsdag - Natalinas 14 måneders dag - og vores 2 mdrs. bryllupsdag.. Natalina fik tændt et lys i sin fine nye lanterne og så fik hun selvfølgelig blomster... Hendes mor og far tog ud og spiste for at fejre deres to lykkelige måneder som ægtefolk...

  • Comments(3)//grisen.ripavaleur.dk/#post18