Mig og Grisen

Mig og Grisen

Engle og "grise" og en mors tanker.

Tanken med denne blog er at bruge den som en slags dagbog - og gennem mine ord, dele alle mine tanker omkring det at være mig nu og her.

Som udgangspunkt var bloggen tiltænkt som en form for mental bearbejdelse i sorgen over tabet af min førstfødte datter Natalina. Efterhånden som tiden er gået og Natalinas død er blevet hverdag, er bloggen blevet et redskab til at få luft for mine mange tanker omkring lidt af hvert.

Det gør så ondt, at savne så meget!

Lørdag den 22 september 2007Posted by Katja Ripa Kelmo Sat, September 22, 2007 18:21:15

Min lille dejlige gris har det stadig godt...

Blog Image

Jeg var til skanning igen i tirsdags og der var meddelelsen den samme som den har været hver gang - alt ser fint ud, der er masser af fostervand, moderkagen ser stor og fin ud, barnets organer (hjerte, lever, nyrer) har en fin størrelse.. og hun følger stadig vækstkurven som hun skal.. skønt!! Hendes vægt blev nu vurderet til ca. 1700g. og det er helt indenfor normalen... Tænk at hun nu bare skal fordoble sin vægt, sådan ca... og så er hun helt stor og fin og færdig.. hun må altså godt skynde sig lidt.. jeg kan snart ikke vente længere med a få hende ud og kysse hende og mærke hendes lille levende væsen i mine arme... min lille skønne grise-basse-skat...

Idag er jeg 31 uger + 2 dage og nedtællingen er gået i gang.. Jeg er meget opsat på, at blive sat i gang med fødslen to uger før terminen.. men alt afhænger jo af, at den lille gris fortsætter med at vokse som hun skal.. Ifølge lægen på Riget burde det ikke være noget problem overhovedet at blive sat i gang.. han er meget forstående og det føles som om, at jeg kan få det som jeg vil.. det er rart at mærke.

Men som fødslen af mit nu 2. barn nærmer sig, er der mange tanker omkring min lille engel Natalina som begynder at fylde i mig... en god blanding af afsavnet efter hende - min "store" pige... og ængstelsen efter endeligt at møde hendes lillesøster.. og hvordan jeg skal få plads til dem begge i min hverdag. En bekymring for måske at "glemme" Natalina en lille smule i al lykken fylder meget i mine tanker og særligt at familie og venner bliver ved med også at huske hende... Jeg er så opsat på, at vi skal anses som en familie på fire... mor, far, Natalina og lillesøster.. Men jeg frygter, at det vil blive svært at opretholde fokus på det barn, som jo ikke er hos os..... og jeg er bange for hvad det vil gøre ved mig... jeg er bange for, at hvis mine omgivelser "glemmer" Natalina, at jeg så også selv vil glemme hende... Det er en hård kamp at kæmpe alene.. at huske sit døde barn og få alle andre til at huske det også... og jeg har brug for omgivelsernes indsats i den sammenhæng...

Jeg har siden januar i år skrevet en slags dagbog til Natalina, som består af breve fra mig til hende hvori jeg fortæller hende om hvor meget jeg elsker hende, og alle de ting som bevæger sig i mig i forbindelse med hende... Mine frustrationer over ikke at blive gravid så hurtigt som jeg gerne ville.. min fars manglende interesse i mit liv.. mit miserable liv uden hende.. osv osv.. Men i den sidste tid har jeg ikke gjort så meget ud af at skrive til hende og det har gået mig meget på.. Ikke fordi jeg havde "dårlig samvittighed" overfor hende.. men mere overfor mig selv.. Jeg har været så ked af ikke at have følt behovet for at skrive til hende og jeg har kigget på dagbogen hver dag og tænkt... : "idag vil jeg skrive lidt til hende!".. men det er ikke sket.. Tiden er bare gået.. lige indtil i torsdags efter jeg kom hjem fra et besøg hos min veninde og hendes lille to mdr. gamle datter... et besøg som jeg, da jeg kørte derfra, kunne mærke berørte mig mere en jeg troede.. Jeg måtte beherske mig meget for ikke at bryde sammen på cyklen fra amager til østerbro... og det var da også først da jeg kom hjem at jeg lod tårerne få frit løb... Hvor savnet efter Natalina dog var ubærligt i det øjeblik... alt det jeg går glip af med hende hver evig eneste dag... og alt det hun går glip af..

Jeg satte mig ned med dagbogen.. og endeligt fik jeg skrevet til hende... og meget endda. Jeg har de sidste par dage tænkt meget over, at jeg godt kunne tænke mig at skrive brevet til Natalina herind i min blog - og således dele et meget intimt og personligt øjeblik med dem af jer, som følger lidt med i mit liv. Brevet kommer her:

---------------------------------------------------------------------

Torsdag den 20. september 2007

Min kæreste lille Natalina-skat!

Det er meget længe siden jeg sidst har skrevet til dig - alt for længe siden og det gør mig meget ked af det. For jeg har tænkt så uendeligt meget på dig og særligt her på det sidste, har jeg tænkt meget på at få skrevet til dig. Men det har været så svært for mig at få sat mig ned med dagbogen her og jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Jeg har ellers været så glad for at skrive til dig, det har været en hel fantastisk god måde for mig at kunne fortælle dig om alle min tanker og her meget mere end andre steder har jeg følt at mine ord fik magt og gav mening når jeg skriver hvor uendeligt højt jeg elsker dig og hvor meget jeg savner dig i mit liv og i min hverdag. Men hvorfor har det så været så svært for mig her på det sidste at få fortalt dig det.. eller rettere få det skrevet ned. jeg har jo en masse på hvertet hver dag, tanker som jeg tænker om dig, om os og det liv vi skulle have haft sammen - det skulle have været så dejligt at have dig her. Du ville jo være en stor pige nu.. over et år gammel. Du ville være en aktiv lille bandit, som rendte rundt over det hele og drev din mor og far til vanvid. Du ville have travlt med at afprøve dine grænser og udfordre livet.. og særligt vile du stædigt teste hvor langt du kunne trække din mor og far. Jeg er sikker på, at du ville være en rigtig stadig lille pige - du var du i alle tilfælde da du lå inde min mave.. Når vi kaldte på dig ville du ignorere os så godt du kunne og bare gøre de ting du udemærket godt vidste du ikke måtte, alligevel. Dit første ord ville nok være "nej" og du ville aldrig gøre os i tvivl om hvad du ville og ikke ville - du ville være en bestemt lille personlighed og en meget glad lille pige med masser af kærlighed i dig til at give.. ÅÅh min lille skat hvor jeg dog længes efter dig.

Idag var jeg henne og hilse på en anden lille baby, også en lille pige, og selv om hun kun er knap to måneder gammel havde hun allerede så meget at give sin mor og far. Hun lå og pludrede og smilede og ville mægtigt gerne kommunikere... og selv om hun var en skøn lille pige, var det bare så hårdt at erfare hvor ufatteligt mange ting vi er gået glip af med dig min lile skat. Dit første smil, dine første små lyde, din første tur i barnevognen og dig i din fars arme.. Ja, det er en af de tanker jeg konstant vender tilbage til.. dig sammen med din dejlige far, noget jeg havde set så meget frem til mens du lå inde i min mave. Jeg havde dig jo hos mig hver dag og mærkede hvordan du sparkede rundt så det næsen blev for meget nogen gange.. men for din far var du meget uvirkelig og meget abstrakt, så jeg kunne slet ikke vente med a se ham forelske sig fuldkomment i dig så snart han mødte dig for første gang, sådan som jeg hørte at andre nybagte fædre gjorde. Men den oplevelse blev vi alle snydt for og ikke mindst blev du rigtigt godt snydt for at opleve ham og vokse om med ham som din far.. hans tålmodige og kærlige væsen. Han ville have været den bedste far en lille pige kunne ønske sig.. han er så god af sig og særligt er han god ved mig. Jeg er så heldig at have mødt ham og have ham i mit liv.. tænk at vi nu er gift.. det føles rigtigt og virkeligt dejligt. Mens jeg stod og nussede den lille piges små bitte fødder idag, gik det op for mig, at jeg aldrig har nusset dine små søde fusser... Jeg har aldrig set dine fødder i live eller dine små tæer krumme og strække sig.. det eneste jeg har er to fodaftryk.. værsgo!! to fuldstændigt uundværlige aftryk af så uendelig stor værdi, det er hvad jeg må nøjes med... og det er da slet ikke nok.. Nogle sorte aftryk på to stykker papir.. det kan man da ikke byde en mor, der med så meget kærlighed spærret inde i sit hjerte gemmen så lang tid havde set frem til så meget mere med sit højt elskede barn.. som hun har båret gemmen 9 måneder og passet så godt på det.. Skulle jeg kæmpe mig igennem 9 lange måneder med plukkeveer, en øm læn, kvalme, iskiassmerter osv osv.. bare for to skallede fodaftryk??? Jeg havde set så meget frem til endeligt, at få dig i mine arme og rigtigt mærke dig...

Jeg savner at kunne holde dig i mine arme og bare holde fast. Nogle gange føles du så fjern.. som om du aldrig har været her.. men det har du jo. Andre gange, som idag, fylder du så utroligt meget indeni mig og det fysiske savn efter dig er meget tilstedeværende i min krop og i mit hjerte.. Puuuh det gør ondt, at tænke på, at jeg har mistet dig - for altid. Det er ikke noget med, at imorgen er det slut.. imorgen er bare en ny dag uden dig og med det enorme hul i mit hjerte. Hver dag jeg vågner op befinder jeg mig til stadighed i det samme mareridt og det varer bare ved og ved. Det har ingen ende, som de fleste ting her i livet ellers har.. din manglende tilstedeværelse.. din død er uigenkaldelig. Hvor er det dog uretfærdigt.. jeg føler mig så snydt, så røvrendt og så "straffet".. men jeg kan bare ikke forstå hvorfor jeg skulle "straffes". Når jeg ser på andre mødre og fædre og deres levende børn, er det til tider så svært for mig at forstå hvorfor deres børn er i live når du er død. Hvad gjorde jeg forkert?? Hvis bare vi var nogle flere mødre derude med små børn i himlen og hvis bare vi alle gik rundt med "Englemor" skrevet i panden, så vi kunne genkende hinanden.. så ville jeg måske ikke føle mig så malplaceret, så udenfor, så amputeret og så anderledes. Men de eneste mødre jeg ser når jeg går rundt derude i den virkelige verden er mødre med deres barnevogne hvor deres ikke-døde børn ligger og putter.. Mine arme er tomme og det er så frustrerende og smertefuldt at måtte gøre den erkendelse gang på gang.. dag efter dag. Mit barn er dødt.. det døde bare indeni min mave inden jeg overhovedet rigtigt havde fået det. Hvis alle de mødre med deres tåbelige barnevogne bare kunne prøve at forstå hvor ufatteligt heldige og priviligerede de er og at vi rent faktisk er nogle herude, som aldrig fik chancen for at lægge vores børn i barnevognen og gå en dejlig lang tur i solskinnet.. ja måske ville det være mere okay så. Meen de aner ikke en skid om hvad det vil sige at miste sit elskede lille barn, at skulle bestille kiste og urne og tage stilling til hvilken beplantning der skal være på sit barns gravsted i stedet for at købe små søde sparkedragter med matchende hue i dyre mærker.. Og de har så travlt med at dømme os for at "gå for meget op i vores døde børn" eller "dyrke" vores børn.. eller at "dvæle i sorgen" osv osv.. Jeg ville nogle gange ønske, at alle folk omkring mig havde prøvet at lægge sit barn i kisten.. bare lige prøve det så de havde en idé om hvad det vil sige.. hvad det rent faktisk er det handler om, når man mister det største i livet.. Hvis man kunne skabe sådan en form for virtual reality, hvor folk kunne prøve det som en slags erfarings-forlystelse (en obligatorisk del af vores udvikling som mennesker), som for altid ville sætte sig fast i folks hukommelse.. Måske ville det hjælpe lidt på folks manglende forståelse og empati for os engleforælre. Men desværre er det ikke sådan det forholder sig og du kommer jo heller ikke tilbage ligemeget hvormange mennesker som end forstod hvor smertefuldt et tab det er ikke at have dig her hos os. Nogle gange ville det bare været rart med lidt forståelse fra omverdnen - særligt for at undgå lignende situationer, som den der opstod for nogle uger siden på en café på Frederiksberg.

Vi sad tre englemødre og snakkede om jer unger.. vejret var dejligt, så vi havde sat os udenfor. Vi sad der og snakkede om jer, det mest naturlige emne i verden for os og tænkte ikke på om folk omkring os lyttede efter vores samtale.. Bag ved mig sad en mor med sine nyfødte tvillinger og som jeg plejer, havde jeg valgt fuldstændigt at ignorere deres tilstedeværelse.. Det er jeg faktisk ret godt til.. bare helt at frasortere småbørn og barnevogne fra min synsvinkel.. i hvert fald det meste af tiden. Pludselig rejser moderen sig fornærmet op og siger noget i nærheden af: "det kan jeg ikke holde ud at høre på det her!!".. Magen til frækhed!! Hvad fanden bilder hun sig ind (undskyld jeg bander lille skat.. det må små piger altså ikke gøre.. vel!). For det første har vi vel ret til at tale om præcis det vi vil når vi sidder på en offentlig café.. det er jo ikke fordi vi sidder og taler unaturligt højt .. og desuden sad hun der med sine to små sprældlevende børn.. og hun havde endda TO. Jeg synes faktisk, at hun burde have vendt sig rundt (nu hun åbenbart sad og lyttede til vores samtale) og udtrykt sin medfølelse for os og vores store tab.. som hun jo trods alt må have lidt af en idé om hvad går ud på, når hun selv lige har fået to levende børn.. Og hun burde simpelthen være så taknemmelig for ikke at have måtte lide samme tab.. hvad pokker har hun at blive fornærmet over???!!! Det kan gøre mig såååå vred når folk er så ubetænksomme og igoistiske..

Lille skat.. jeg har så mange tanker i mit hoved altid og nogle gange er de svære at holde styr på og mest af alt at få sat ord på. Der er gået lang tid imellem at jeg har sat mig ned og skrevet til dig og det er virkelig noget der går mig meget på. Nu har jeg jo også din lillesøsters blog, som jeg bruger som en slags dagbog. Oprindeligt var tanken, at den blog skulle indeholde min tanker i forbindelse med min graviditet.. men du er jo en stor del af den også.. Du fylder meget i mit liv og derfor bliver du også ofte nævnt i min blog. Jeg nævnte en dag mine frustrationer over mine breve til dig versus min blog, overfor Elisabeths mor, som også har startet en blog. Hun fortalte, at hun havde stået med samme dilemma... at de breve, som hun skrev til sin datter også blev færre og færre. Endeligt var hun kommet frem til, at det var en helt naturlig udvikling, at behovet for at skrive på den måde blev mindre med tiden og at det var okay. Ja hun fortalte faktisk, at hun havde valgt at acceptere, at det var sådan det forholdt sig.. det var okay at brevene til Elisabeth blev færre fordi det var helt naturligt at hendes behov med tiden havde ændret sig og sådan var det bare. Det har jeg tænkt meget over.. at det måske er det jeg skal gøre.. at det måske er bedre for mig, bare at acceptere at mit behov for decideret at skrive breve til dig har ændret sig, i stedet for dagligt at dunke mig selv oven i hovedet over ikke at få skrevet. Det betyder jo absolut ikke at jeg "lægger dig bag mig"... eller at jeg vil prøve at "fade" dig ud af mine tanker og mit liv.. jeg vil bare bruge min blog i stedet for.. Så... det tror jeg, at jeg vil gøre... "Der er OKAY, Katja!!".

Mit behov nu går ud på, at skrive på min blog.. om både dig og din lillesøster og alle de andre ting, som rører sig i mig. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig mere vil skrive breve til dig igen.. men det er bare okay, hvis jeg ikke gør det.

Nu har jeg vist ikke mere på hjertet for idag.. Jeg elsker dig så højt min lille skat.. hver dag uden dig føles forkert og tom. Tænk at jeg alligevel formår at leve videre.. at stå op hver dag og have en udholdelig hverdag.. det er nogen gange ikke til at begribe. Men du må jo give din mor en ordentlig mængde vilje og styrke deroppe fra hvor du sidder og kigger ned.. og for det er jeg dig taknemmelig. Du er min smukke lille engel og jeg vil altid bære dig i mit hjerte...

Kærligst, din mor

PS: Din lillesøster har det efter sigende godt og vokser endnu som hun skal. Jeg håber du vil sende positive bølger ned over din mor og hende, så din far og jeg kan få lov til at prøve hvad det vil sige at holde et sprældlevende barn i vores arme.. Din lillesøster er, i mine øjne, en meget vigtig repræsentant for dig min skat... hun vil have lidt af dig i sig og det glæder mig meget...

  • Comments(3)//grisen.ripavaleur.dk/#post19