Mig og Grisen

Mig og Grisen

Engle og "grise" og en mors tanker.

Tanken med denne blog er at bruge den som en slags dagbog - og gennem mine ord, dele alle mine tanker omkring det at være mig nu og her.

Som udgangspunkt var bloggen tiltænkt som en form for mental bearbejdelse i sorgen over tabet af min førstfødte datter Natalina. Efterhånden som tiden er gået og Natalinas død er blevet hverdag, er bloggen blevet et redskab til at få luft for mine mange tanker omkring lidt af hvert.

Den søde ventetid....

Onsdag den 24. oktober 2007Posted by Katja Ripa Valeur Wed, October 24, 2007 11:52:21

... er dæleme ikke særlig sød!! Den er forfærdentlig nervepirrende og jeg kan snart ikke holde den ud længere. Det er ikke fordi jeg ikke har nok småprojekter at fylde mine dage ud med.. men min angst er ved at løbe løbsk med mig. I mit hoved kører der en livlig fantasi af alt det som kan gå galt.. for hver tanke mod maven, som ikke opfølges af et lille spark fra grisen, bliver jeg mere og mere bekymret.. og jeg får lyst til, at tage på Riget med det samme for at få hende ud.. Der er kun lidt under to uger tilbage af ventetiden... men det er som om tiden står helt stille nu, og vi kun venter på at grisen skal dø. Det er meget nervepirrende og jeg kan mærke på mig selv, at jeg er utålmodig og meget "edgy"... jeg bliver super hidsig indeni mig selv over de mindste.. Selvfølgelig hjælper det heller ikke på humøret, at jeg efterhånden er ved at være så utilpas i min krop og jeg er super klodset.. taber ting, glemmer ting og fumler... sådanne småting kan bare sætte mit pis i kog.. Så jeg er ved at bygge en stor ubehagelig knude af angst, hidsighed og utålmodighed indeni min mave.. jeg kan tydeligt mærke den nu hvor jeg sidder her og skriver.. det er et sted lige midt i brystet.. Og så den lille bandit til en grise-basse... hun har ikke fundet sin endelige stilling endnu.. De sidste par dage har hun ligget skiftevis på tværs eller med hovedet oppe... og det gør mig meget frustreret og bekymret... Jeg er 35+6 nu... så hun burde jo sådan sat have fundet sig til rette.. Men hvorfor har hun ikke det endnu?? Er det fordi hun er utilpas..?? er det fordi hun er så lille (for lille), så hun stadig har masser af plads til at bevæge sig rundt på..?? eller er det fordi hun rent faktisk ikke har tænkt sig, at ligge med hovedet nedaf... og i så fald.. hvad skal der så ske???

Her til morgen var jeg så tæt på, at spørge Kim, om vi ikke skulle ringe til lægen Jens på Riget og sige, at vi gerne ville have hende ud NU... Hvad er idéen i at vente, når ventetiden ikke er dejlig og sød og fyldt med glæde og positive tanker for fremtiden?? Men et eller andet i mig holder mig tilbage... På tirsdag i næste uge har vi en tid til den sidste tilvækstskanning, så det lille mærke i kalenderen er et delmål, som jeg kæmper mig mod. Jeg er spændt på at se, om hun fortsat vokser.. men hundeangst for, at hun skal nå at dø inden skanningen. Efter den skanning er der så stadig en hel uge til, at jeg skal sættes i gange.. puuuha!! Dog håber jeg på, at få en tid hos jordemoder Lotte i løbet af næste uge, så vi kan få snakket fødsel.. det vil jeg jo heller ikke gå glip af.. Ja, og derudover, så er Lotte på ferie i denne uge.. og hun SKAL jo være med til fødsel.. det håber vi meget på kan lade sig gøre... Jeg kunne slet ikke forestille mig, at føde med nogen anden jordemoder.. Så, vi bliver jo nok nød til at vente til den 6. nov... selvom det holder hårdt og tiden står stille.

Jeg synes efterhånden jeg har baby-klargjort alt det, som jeg kan... det er kun småting som mangler efterhånden.. og jeg længes efter at kunne holde mig beskæftet udelukkende med redebygningen de næste par uger... Men jeg er ved at løbe tør for ting, at tage mig til... Her til formidddag tog jeg skridtet og gjorde noget, som jeg sådan har fortrudt jeg aldrig fik gjort den gang jeg ventede Natalina.. Jeg lagde dynebetræk på dynen.. det betræk, som jeg på min mors gamle, skramlende symaskine syede til Natalina med masser af kærlighed og den babydyne som min mor med så meget glæde og forventninger til sin rolle som mormor, havde købt til Natalina.. Betrækket passer fint på dynen.. den skal med på hospitalet.. no matter what happens, så skal grisen i hvert fald ligge med den dyne med det betræk på... og jeg glæder mig meget til at vise hende den. Jaaa, jeg ved godt, at overtroen siger at man bl.a. ikke må redde sengen før barnet er født.. men jeg har besluttet, at det IKKE er at redde sengen, bare at lægge dynebetræk på dynen.. Sengen står stadig fuldstændig uredt og er pt. fyldt med bamser, autostol, lammeskindstæppe og de småting, som jeg har lagt til side for at pakke ned i den taske, som skal med på hospitalet på næste tirsdag..

Men hvor er min lille engel i al den her baby, fødsel og grisesnak?? Helt ærligt, så har jeg svært ved at rumme min lille Natalina-skat.. pt. Hun er her et eller andet sted.. og jeg savner hende forfærdentligt meget og jeg længes efter hende i vores liv.. men hendes lillesøster fylder bare så meget lige nu, at hun nok er blevet lagt en smule til side.. Puuuha, det er hårdt at erkende... for jeg ville sådan ønske at hun var her.. og at hun skulle komme ind på hospitalet efter jeg havde født og møde sin lillesøster for første gang.. Men sådan bliver det ikke... vores to små piger kommer aldrig til at møde hinanden og det er så hjerteskærende hårdt og så uretfærdigt..

Hele sidste uge, var jeg slet ikke hende hos Natalina.. jeg tænkte på det hver eneste dag.. men fik ikke rigtigt bevæget mig ud i kulden for at se til hende.. Jeg ved ikke, om jeg har dårlig samvittighed over det.. men jeg tænker meget på det og jeg er ked af, at det er sådan.. Måske er det okay, at Natalina får en mere sekundær plads i vores liv nu hvor vi skal være mor og far til grisen... særligt hvis det bliver en lille levende gris... Men det er noget jeg skal vende mig til, for det gør mig meget ked af det.. I over et år har hun været vores store kærlighedsbarn... og nu skal hendes lillesøster komme og tage den titel fra hende.. det er ikke til at bære. Måske bliver det helt anderledes når lillesøster først er her.. og vi er da også indstillet på at tage tingene som de kommer.. det bliver meget spændende at se hvordan tingene bliver.. Det allerværste ville dog være, hvis vores familie og venner glemmer vores lille engel.. det tror jeg til gengæld ikke, at jeg ville acceptere.. Jeg tager hen til hende idag.. det SKAL jeg altså.. Jeg vil købe en fin lyng og plante hos hende.. for der ser simpelthen så vinter-trist ud hos hende i disse dage.. Alle hendes stauder er afblomstede og ser tynde og grimme ud.. Vi vil have lagt gran hos hende i år.. og det skal nok blive fint.. men indtil da, vil jeg gerne have lidt flere farver der.. Måske jeg skulle se, at komme afsted.. ellers kommer jeg nok heller ingen steder idag..

  • Comments(2)//grisen.ripavaleur.dk/#post22