Mig og Grisen

Mig og Grisen

Engle og "grise" og en mors tanker.

Tanken med denne blog er at bruge den som en slags dagbog - og gennem mine ord, dele alle mine tanker omkring det at være mig nu og her.

Som udgangspunkt var bloggen tiltænkt som en form for mental bearbejdelse i sorgen over tabet af min førstfødte datter Natalina. Efterhånden som tiden er gået og Natalinas død er blevet hverdag, er bloggen blevet et redskab til at få luft for mine mange tanker omkring lidt af hvert.

Indimellem bleskift, amning, sutteflaske, en lur på sofaen.. og smerter i kroppen...

Mandag den 21. januar 2008Posted by Katja Ripa Valeur Mon, January 21, 2008 21:43:40

Puuuuuh.. det var rart.. sikken en lettelse – og dog!! Ja, jeg har det bedre.. mine smerte er betydeligt færre og mere udholdelige.. jeg har næsten fået bevægelsesfrihed i armene og nakken.. og jeg kan løfte Alicia op NÆSTEN uden at det gør ondt.. Meeeen… jeg har det ikke godt – kun bedre, hvilket også siger meget når jeg tænker på hvor uudholdeligt ondt jeg havde for blot 4 dage siden.. Og hvad har så gjort udslaget?? Ja, noget så heftigt og skræmmende som Binyrebarkhormon.. - det er ikke til, at spøge med – det er sgu noget seriøst ”shit”..!! Jeg måtte endeligt kontakte min gigtlæge på Riget og fortælle ham at det var rigtigt skidt med mig.. at jeg havde så ondt, at jeg ikke kunne vende mig i sengen… den eneste nu-og-her løsning var præparatet Prednisolon (som indeholder Binyrebarkhormon)… og det må jeg sige… det har virkeligt gjort en forskel på meget kort tid.. Jeg kunne nærmest allerede mærke toppen af smerten lette samme dag, som jeg havde tage medicinen første gang.. Men som lægen sagde – det er ikke noget man skal tage i lang tid… og selv om det ifølge lægen og indlægsseddelen på medicinen skulle være sikkert at amme samtidig, skal der holdes ekstra øje med barnet, for en af bivirkningerne hos barnet kan være væksthæmmelse … ”great”.. så er vi tilbage til Natalina… Og sikken en laaang liste af mulige bivirkninger – det er skræmmende.. Forhåbentligt skal jeg ikke tage Prednisolon så længe, at jeg ramler ind i nogle af dem – for på længere sigt skal jeg tilbage til den medicin som jeg har taget tidligere – nemlig Salazopyrin..

Så, det går altså bedre her på Ø… jeg kan mærke, at jeg har mere overskud og mit humør er lidt bedre og det er rart at mærke.. Jeg har således kunne sende lidt tanker til Natalina – min smukke lille engel og det kan jeg godt savne.. Selv om jeg har min lille klynke Alicia hos mig, og alt burde være from og gammen… ja så kan jeg mærke, at jeg har stadig gemmer på meget vrede og skuffelse og magtesløshed dybt indeni mig.. En af Kims venner ringede til ham forleden og overbragte den glædelige nyhed, at ham og kæresten ventede barn… fantastisk, skønt!!! Det er nemlig nogle af de ”gode”… nogle af dem der har været der for os efter Natalinas død (mest for Kim da det jo er hans ven).. og de har lyttet.. han er nok den af Kims venner, som jeg allerbedst kan lide.. så hvorfor er det så så svært for mig, at være begejstret og glad på deres vegne?? Jeg kan ikke altid helt forstå mine tanker og mine reaktioner, for selvfølgelig fortjener de at opleve den lykke det er at få et barn sammen med den man elsker… Det er jo i bund og grund nok fordi, at jeg aldrig har accepteret den uretfærdighed, som Kim og jeg blev pålagt, da Natalina blev revet fra os… Hvorfor skulle vi sådan en omgang igennem… vi var jo så tæt på.. vi havde hende jo næsten hos os.. det var et spørgsmål om dage.. timer… og så – så væltede hele vores liv.. Vi har skullet bruge mere end to år på at nå hertil hvor vi er i dag… med et lille levende barn i vores arme. Vi har skullet igennem det værsttænkelige vi mennesker kan.. nemlig at begrave vores elskede lille datter – inden vi overhovedet havde fået hende. Og nu i dag.. i 2008 er alt bare slet ikke som det skulle.. for Natalina er her ikke.. det vil hun aldrig være og derfor vil hvert år der går og hvert barn vi får i fremtiden ikke gøre mig rigtigt lykkelig.. ikke sådan rigtigt helt nede i maven lykkelig..

Jeg vil nok altid have et smule vrede indeni og jeg vil nok aldrig kunne glæde mig sådan rigtigt på andres vegne når de bare sådan får børn, som om det var det mest naturlige i livet.. som om det var en selvfølge.. Lige meget hvor mange børn Kim og jeg får.. vil vi altid være ”en bagud”.. eller rettere..

Min lille Alicia-prut.. Jeg kalder hende ”min lille prut” fordi hun prutter hele tiden… thi-hi!! Hun er stadig en god lille pige.. og glad.. det meste af tiden i hvert fald. I dag har hun haft en klynke-dag.. og puh det kan være enerverende, at høre på en hel dag.. Amningen er der koks i.. føler jeg. Hun er stadig en meget træt lille grisebasse.. og selv om hun hyler og skriger af sult, falder hun søvn kort tid efter at hun er blevet lagt til brystet.. Jeg kæmper for at holde hende i gang, men må opgive til sidst. Så ligger hun så fint og snorkbobler i mine arme og når jeg prøver at lægge hende fra mig (jeg kan blive noget så frustreret over bare at sidde der og glo uden at kunne få lavet noget herhjemme, når hun alligevel bare sover).. ja så vågner hun, begynder at klynke.. og så starter vi forfra.. jeg lægger hende til, hun falder i søvn, jeg lægger hende fra mig, hun vågner.. osv osv. På den måde får hun aldrig rigtig et ordentligt måltid mad og min bryster får ikke de min. to timers hvile mellem hvert måltid, som de har brug for til at restituere.. Det er en ond cirkel.. og det er nogle gange endt i dyb frustration fra Alicias og min side og vi har måttet bukke under og begynde at supplere med en flaske.. Den er hun glad for.. måske lige lidt for meget – synes jeg. Den har i hvert fald ikke hjulpet på amme-bøvlet.. Så jeg kæmper videre.. hvis jeg bare kan amme hende hele dagen og så give hende flaske om aftenen.. ja så ville det vel være okay.. men jeg har nedtur over, at mine bryster ikke bare er de der rigtige super-duper mor-amme-bryster.. sådan som jeg havde forestillet mig. Det har virkeligt knækket mit selvværd som mor og fået mig til, at føle mig utilstrækkelig.. ja jeg ved godt at det er rent egoistisk, for det handler jo om, at Alicia skal have mad nok.. og det kan jeg til min store skuffelse ikke give hende..

Blog Image

Ja.. det er sgu ikke let at være den ”perfekte” moar.. særligt når jeg jo så gerne ville gøre alt dobbelt så godt som mødre, der ikke har mistet.. for jeg har jo to børns kys, kram, pusleri og ammeri at give Alicia.. hun skal også have Natalinas ration.. for hvor skal jeg ellers gøre af den??

  • Comments(6)//grisen.ripavaleur.dk/#post29