Mig og Grisen

Mig og Grisen

Engle og "grise" og en mors tanker.

Tanken med denne blog er at bruge den som en slags dagbog - og gennem mine ord, dele alle mine tanker omkring det at være mig nu og her.

Som udgangspunkt var bloggen tiltænkt som en form for mental bearbejdelse i sorgen over tabet af min førstfødte datter Natalina. Efterhånden som tiden er gået og Natalinas død er blevet hverdag, er bloggen blevet et redskab til at få luft for mine mange tanker omkring lidt af hvert.

Farvel min søde, rolige og milde lille pige….

Søndag den 6 april 2008Posted by Katja Ripa Valeur Sun, April 06, 2008 21:43:20

…og goddag til min larmende, humørsvingende og stædige store pige på 5 måneder.. Hvor er tiden dog blevet af.. er der virkeligt gået 5 måneder.. Hver dag tænker jeg.. ”er hun her stadig??”.. Og det er hun.. igen og igen og igen.. Det er både dejligt, utroligt og også lidt hårdt, for hvad er så det næste skridt.. det er ukendt territorium for mig og jeg føler mig lidt på glatis.. Nææh, en død datter – det ved jeg hvad er… Men min store vildbasse udvikler sig ufatteligt meget for tiden.. hver dag sker der noget nyt.. mest for hende, men sandelig også for hendes far og jeg. Hvad der fungerede for os den ene dag, duer slet ikke den næste, og det er noget forvirrende. Fra at være en lille stille pige, er Alicia nu en enormt krævende, nysgerrig, bestemt og aktiv baby, som ikke gider ligge stille længe af gangen.. Nææh, der skal rulles, skriges, tales, pilles, gumles, savles… og gerne det hele på én gang.. ja hun er faktisk noget af en vildbasse… at blive kastet op i luften, hængt på hoved og andre vilde lege er bare det bedste.. Ja, vi står overfor en enorm udfordring kan vi godt mærke.. Nu bliver vi for alvor testet som forældre.. og også vores parforhold.. vi kommer ud nogle steder hvor vi aldrig har været før – et sted hvor magtesløsheden virkelig provokerer os og får det værste frem i os.. Når vores lille sprællevende Alicia-pige bare ikke gider noget som helst.. Hun gider ikke sidde, ikke ligge, ikke stå.. hun gider ikke spise – hverken af bryst eller flaske, hun gider ikke sove.. så bliver vi virkeligt frustrerede.. vrisser af hinanden og ved ikke hvad vi skal gøre af os selv og vores lille hystade… Og sådan har hun det nogle dage for tiden.. hvor hun bare er sådan helt umuligt at tilfredsstille….

Men vi klarer os igennem det.. hver gang – om end noget rystede og sårbare… så jeg skal ikke brokke mig.. fordi hun ER her.. 150 %.. og hver dag… men alligevel er jeg ikke sådan rigtig lykkelig og fuldkommen glad.. Det er som om, at hver gang hun går et ”flip” og bliver utidig, kan jeg mærke en uro indeni mig… en blanding af vrede, magtesløshed og lavt selvværd. Når hun teer sig sådan og hyler og skriger gør det mig meget usikker på mig selv – særligt i min rolle som mor.. Jeg kan mærke, at min tålmodighed med hende bliver presset til det yderste og jeg hader mig selv for ikke at være den rolige, forstående og overskudsagtige mor… Når hun ser på mig med våde tårefyldte øjne og sender mig det der desperate blik, har jeg lyst til at flygte langt væk.. væk fra skyldfølelsen.. i mit hoved tænker hun ”min mor er en dårlig mor” og den tanke kan jeg bare ikke slippe... Bare det, at jeg kan have de tanker gør mig så ulykkelig.. ked af mig selv og det påvirker mig i min hverdag. Jeg er ikke glad.. jeg er ikke den kærlige og glade kone som Kim giftede sig med.. og jeg er langt fra den mor til Alicia som jeg havde forventet, at jeg ville være… Helt ærligt så savner jeg meget den helt lille, rolige nyfødte pige, som bare lå så stille og puttede i mine arme.. Med hende følte jeg mig som en god mor.. men min store Alicia-pige har bare forandret sig så meget. Hun er super bevidst om alt hvad der sker omkring hende.. hun følger med i alt hvad der sker.. hun rækker ud efter alt som står foran hende.. hun kan sige fra og sige til… hun kan snart sidde, men vil allerhelst stå op på sine små tykke ben.. og dette har jeg hørt, er kun begyndelsen.. Jeg kan ikke lade være med at føle mig noget skræmt over hvad der kommer forude.

Sikken jeg klynker.. fordi faktisk er hun jo skide dejligt, blød, glad og dufter himmelsk skønt af MIN smukke lille prut.. og jeg er vild med hende.. Det er bare mig og mit deprimerede selv, der ikke er på toppen for tiden.. Jeg er noget ugidelig i disse dage og synes det hele er meget svært og uoverskuelig.. Men det er fandme også svært at være en god mor med masser af positiv energi til at pusle, lege og hygge og som laver mos og gråd af økologiske råvarer… ”from scratch”, en god og kærlig kone med masser af overskud til det romantiske, en god ”hausfrau”, som har styr på huset med alt hvad det indebærer… fordi i alt det her har jeg mistet Katja… der er ingen tid til mig.. Jeg får da et bad hver dag.. men der er ikke altid tid til at få vasket håret.. det er Alicias negle jeg får klippet og ikke mine egne.. glatbarberede ben er ”passé”, jeg går stadig i mine gravidbukser, mit tøj i det hele taget er trist og ser slidt ud, min hud i ansigtet ser grå og bumset ud.. min hår hænger og ligner lort, jeg føler mig fedladen og utiltrækkende, jeg spiser for usundt og og og… Ja jeg kunne blive ved.. Om aftenen er jeg så søvnig, at jeg ikke kan finde overskud til at sidde og hygge med noget strikketøj eller lign.. jeg falder i søvn på sofaen ved siden af Alicia, og vågner først når det er tid til at give hende et sidste måltid og så ellers kravle ind i sengen og sove videre..

Til trods for alt denne ”elendighed”… så ved jeg jo med min sunde fornuft, at der efter en nedtur altid kommer en optur… sådan går det.. og min egen filosofi er, at hvis ikke vi havde nedturene, ville vi ikke være i stand til, at værdsætte opturene.. Så med en smule optimisme vil jeg afslutte her…

  • Comments(1)//grisen.ripavaleur.dk/#post36