Mig og Grisen

Mig og Grisen

Engle og "grise" og en mors tanker.

Tanken med denne blog er at bruge den som en slags dagbog - og gennem mine ord, dele alle mine tanker omkring det at være mig nu og her.

Som udgangspunkt var bloggen tiltænkt som en form for mental bearbejdelse i sorgen over tabet af min førstfødte datter Natalina. Efterhånden som tiden er gået og Natalinas død er blevet hverdag, er bloggen blevet et redskab til at få luft for mine mange tanker omkring lidt af hvert.

Det er ik okay ik at være ked...

Torsdag den 26. juni 2008Posted by Katja Ripa Valeur Thu, June 26, 2008 22:25:36

Natalinas to års dag nærmer sig med hastige skridt og det er noget der får mig til at tænke. Mange tanker går på hvad mine tanker og følelser omkring hende egentlig er. Hvad føler jeg når jeg tænker på min engel???? Hmmmm... jeg kan sandeligt mærke, at tiden er gået, for mit forhold til Natalina er ikke hvad det har været. Det betyder absolut ikke, at jeg ikke tænker på hende, for det gør jeg stadig meget, hver dag.. Men mine tanker er blevet meget flygtige og mine følelser overfladiske... - og det er går mig virkeligt på. Det er faktisk noget jeg har lagt mærke til i noget tid, men jeg har haft for meget om ørene med min lille grisebasse til ,at jeg har fået gjort noget ved det... og hvad skal jeg egentligt gøre. Jeg ved jo godt, at det er helt almindeligt, at tiden er med til at hele den sorg jeg bærer rundt på, det har jeg jo hørt og læst om fra forældre der også har mistet, bare for flere år tilbage. Mange gange har jeg tænkt, at der vil jeg aldrig komme til... jeg vil aldrig "glemme" smerten over tabet af min datter... mit behov for at komme på Natalinas gravsted vil aldrig mindskes... og jeg vil aldrig blive sådan rigtigt glad igen... Meeen den har ikke helt holdt.. for den smerte der var altoverskyggende efter Natalinas fødsel og død er svær at genkalde idag, snart to år efter... og selv om jeg er glad for, at komme på kirkegården, og det gør vi alle tre hver eneste søndag , så er mit behov for at trille derhen med barnevognen i løbet af ugen ikke hvad det har været. Den her udvikling.. eller rettere afvikling af min sorg og min smerte og mit liv som nedtrygt og lidende mor til en død pige, gør mig ked.. Mit liv er fyldt med glæde over at sprællevende store lille Alicia-prut, som bare vokser og udvikler sig og bliver mere og mere lækker for hver dag, fyldt med bekymringer over hendes velvære og sindsstemning, fyldt med tvivl og manglende selvtillid i min rolle som hendes mor... at jeg ikke længere ved om jeg egentligt stadig er ked af, at Natalina ikke er her... De 5 uger i USA gik rigtigt godt, og jeg erfarede, at det slet ikke var så slemt ikke, at komme på Natalinas gravsted hver søndag... Men forleden da min veninde spurgte mig til hvordan det var gået med at være væk fra hende i så lang tid, kunne jeg godt mærke, at det faktisk slet ikke var okay med mig, at det var gået så godt. Hvordan kan jeg gå rundt og have det så okay, at jeg kan tage på bryllupsrejse i 5 uger i USA, når min datter er død?? Hvordan kan jeg bare gå rundt og leve mit liv uden at være fuldstændig utrøstelig ulykkelig og grædefærdig, når min datter ligger død i jorden?? Hvordan kan jeg i det hele taget hænge sammen og få min hverdag til at fungere?? Det er jeg ikke glad for... det værste man som menneske kan udsættes for, at miste sit kære barn, er sket for mig og jeg lever bare videre, som om intet var hændt... Jeg savner at kunne mærke smerten over hendes død.. jeg savner at kunne mærke, at det er noget rigtigt lort, at vi mistede vores lille pige.., jeg savner at være mere nærværende i den del af mit liv... for det ER jo faktisk også mit liv... til stadighed og for altid...

  • Comments(1)//grisen.ripavaleur.dk/#post39