Mig og Grisen

Mig og Grisen

Engle og "grise" og en mors tanker.

Tanken med denne blog er at bruge den som en slags dagbog - og gennem mine ord, dele alle mine tanker omkring det at være mig nu og her.

Som udgangspunkt var bloggen tiltænkt som en form for mental bearbejdelse i sorgen over tabet af min førstfødte datter Natalina. Efterhånden som tiden er gået og Natalinas død er blevet hverdag, er bloggen blevet et redskab til at få luft for mine mange tanker omkring lidt af hvert.

Trist og ked!

Tirsdag den 20. juni 2007Posted by Katja Ripa Kelmo Wed, June 20, 2007 01:35:13

Det går bare rigtig skidt for tiden.. Jeg er så ked af det og synes det hele er uoverskueligt og mit liv er bare noget lort. Jeg er så træt af høre om andres børn, om andre som er gravide og om dem der lige har født små levende børn. Vores venner føder levende børn i flæng omkring os i disse dage og jeg kan slet ikke holde ud at høre om det.. Kan det ikke snart gå galt for nogle andre, så vi ikke er de eneste i hele verden som skal straffes så hård og frarøves den fantastiske lykke det må være at få et lille levende barn med hjem fra hospitalet. Jeg gider ikke høre om det mere.... Jeg kan mærke, at al den vrede og frustration over vores uretfærdige situtation, over mit ulykkelige liv, bare blusser op i mig og jeg bliver så ked af det. Det er så svært at forklare, men i bund og grund kan jeg bare ikke glæde mig på andres vegne over deres møgunger - det kan jeg simpelthen bare ikke. Tårene begynder bare at løbe ned over mine kinder og det hele virker ligegyldigt og håbløst - "JEG HADER MIT LIV" tænker jeg bare... Mit liv skulle jo indeholde vores lille datter, hun skulle være hos os i levende live og fylde vores hverdag med masser af glæde og kærlighed. Og helt ærligt, hvorfor skal jeg tage del i andres børn og interessere mig for dem, når vi skal snydes fra den opmærksomhed fra dem omkring vores datter?? Ja ja, jeg ved godt at hun jo ikke er her - men det skulle hun have været...

Selvfølgelig gør det det ikke lettere, når jeg samtidig kan mærke brylluppet nærmer sig med hastige skridt og der er SÅ meget der skal på plads endnu. Jeg begynder at blive nervøs over den store dag som står for dagen - dagen hvor Kim og jeg skal sige vores JA til hinanden... det er så stort og fyldt med mange dybe følelser. Jeg er ikke i tvivl om at det er det helt rigtige vi gør, at gifte os - men det er bare så stort og seriøst. Jeg er også så småt begyndt at stresse over al det som skal op i en højere enhed på dagen - der er endnu så mange løse ender og har vi nu husket det hele??!! Puuuha - mit lille hoved er fyldt op med tanker i alle retninger og det er vist ved at koge over derinde, er jeg bange for.

For om meget få dage, kun lidt over to uger, er vi nået frem til den dag vi i et helt år både har set frem til og frygtet på samme tid gennem al vores sorg og savn og tårer og gråd. Natalina fylder 1 år - eller rettere, hun har 1 års dødsdag... Jeg sidder nærmest og tuder over at se ordene på skrift, det er en rå erkendelse af, at der "allerede" er gået et helt år... Nu har vi været alle højtiderne igennem uden vores lille smukke skat, julen, nytår, påsken, pinsen og nu snart hendes års dag. Men det er slet ikke enden på det hele.. næææh, for så starter der bare endnu et år med alle de samme mærke dage og Natalina er her stadig ikke. Og derefter starter bare endnu et år, og endnu et år og endnu et år osv. Det her ingen ende, det er resten af vores liv, at vi skal gå igennem år efter år uden hende og det er forfærdentligt.. Hele det koncept - resten af vores liv og at noget i så høj grad er uigenkaldeligt, er så abstrakt og svært helt at kapere. Et eller andet sted venter jeg nok stadig på, at den her smerte skal gå væk og vi får vores lille pige "tilbage" - men den er kommet for at blive og det kan jeg simpelthen ikke have med at gøre - jeg vil ikke have at vores liv skal fortsætte sådan her.

Natalinas 1 års dag tænker jeg rigtig meget på - jeg vil så gerne markere den, men kan ikke gennemskue hvordan midt i al bryllupsstresset.

Og så er der grisen i maven - den fylder også i mit hoved. Og så er der hele min jobsituation, eller min manglende jobsituation - det fylder i mit hoved. Nu er jeg dømt "rask" af det offentlige, så nu skal jeg presses til at være glad og klar til at imødegå den virkelige verden med kolleger og lange arbejdsdage. Med det følger, at jeg nu skal midt i det hele skal til at sætte mig ned og udforme et CV på nettet og være "aktiv" jobsøgende.. PUUUH!! Venner og familie, som har glemt eller ikke tænker på Natalina og på os mere - de gør mig ked af det. Bare fordi der er gået et år, er hun ikke et overstået kapitel i vores liv - vi mangler til stadighed vores lille skat hos os og vi mangler i høj grad noget anerkendelse for at hun er i vores liv.

Og så er der præsten, som skal have en mail fra Kim og jeg med stikord til hans tale og prædiken. Den skal vi også lige have lavet.

Og så, og så og så....... Jeg føler at jeg kunne blive ved - mit hoved er ved at eksplodere, og jeg føler, at jeg er ved at gå ned med flaget.

Én enkelt lille glædelig ting kan jeg dog berette - Natalina er blevet til et rigtigt menneske...!! Vi fik vores sognepræst til at ændre hendes status i Kirkebogen fra "Ukendt" til "Natalina Ripa Valeur". Det føles helt fantastisk dejligt, at vores datter nu helt officielt er et menneske med et navn og ikke bare en "ukendt" ingenting. Det er sjovt som sådan en ting kan betyde så utroligt meget - der er så få ting tilbage, som vi kan gøre for hende og for os selv for at markere hendes tilstedeværelse i vores liv. At få hendes navn ned sort på hvidt hjælper os med at menneskeliggøre hende overfor vores omverden og måske og i en eller anden grad overfor os selv.

Nok fra mig for denne gang - jeg ser frem til en gladere dag imorgen..

  • Comments(1)//grisen.ripavaleur.dk/#post6