Mig og Grisen

Mig og Grisen

Engle og "grise" og en mors tanker.

Tanken med denne blog er at bruge den som en slags dagbog - og gennem mine ord, dele alle mine tanker omkring det at være mig nu og her.

Som udgangspunkt var bloggen tiltænkt som en form for mental bearbejdelse i sorgen over tabet af min førstfødte datter Natalina. Efterhånden som tiden er gået og Natalinas død er blevet hverdag, er bloggen blevet et redskab til at få luft for mine mange tanker omkring lidt af hvert.

Det der med, at være mor....

Mandag den 14. juli 2008Posted by Katja Ripa Valeur Mon, July 14, 2008 23:03:19

til et levende barn, det føler jeg efterhånden, at jeg er ved at have styr på. Det har dæleme været en lang og hård vej, meget hårdere end jeg nogensinde havde forestillet mig. Men nu hvor min lille dejlige Alicia-pige er 8 måneder,... først nu føler jeg mig som en mor der kender sit barn godt... og det føles rigtigt dejligt. Tænk, at det har skulle tage så lang tid for mig sådan rigtigt at lære mit eget barn at kende... det har altså overrasket mig meget.

De første mange måneder gik med amning - ikke amning - amning - ikke amning.... så kom vi til flaskemareridtet... og der kørte jeg videre i samme rille….. udpumpe brystmælk - mælkeerstatning - udpumpe - erstatnings... det har været en skrækkelig rutschebane, som har gjort mig skiftevis ulykkelig, fortvivlet, forvirret, anspændt og psykisk har jeg ikke følt mig særligt godt tilpas i rollen som mor til et levende barn… At jeg så samtidig fik at vide fra både min læge og sundhedsplejerske, at Alicia så lidt tynd ud.., at hun gerne måtte tage mere på…puuuuuh, det satte virkeligt mange tanker om døde, udsultede og afkræftede små børn i gang i mit hoved… og konstant har jeg været angst for, at Alicia skulle lide samme skæbne som sin storesøster… Da Alicia endeligt blev 4 måneder, kunne det kun gå for langsomt, med at få hende til, at spise noget grød og noget mos… Jeg tænkte, at hvis hun da fik noget mere fast føde, så skulle jeg ikke stresse sådan over hvor meget eller hvor lidt hun drak af brystet eller sutteflasken… Det startede rigtigt godt ud.. hun var vild med skemaden og jeg øsede på hende… Meeen, succesen varede ikke… at nå fra én gang skemad om dagen til to eller tre, virkede enormt omstændigt, og Alicias lyst og sult efter det dalede til min store frustration.. På vores rejse i USA i maj/juni gik hele skemadsprojektet meget drastisk ned ad bakke… og på ny hoppede jeg om bord på den følelsesmæssige rutschebane, med mange bekymrede tanker omkring hvad der dog skulle blive at vores lille pige… Én gang grød om formiddagen var alt vi kunne få i hende… ellers ville hun kun have sin flaske.. og argurkeskiver - det kan en 6-7 måneder gammel baby da ikke blive ved med at leve af!! Min meget aktive og konstante tankevirksomhed fyldt med bekymringer omkring Alicias mad og spisevaner har til tider været altoverskyggende.. Hele dagen brugte jeg energi på, at få hende til at spise noget skemad og når det ikke lykkedes, brugte jeg en masse negativ energi på at prøve at presse hende eller snyde hende til at spise… - det værste man kan gøre hvis man vil opnå noget positivt.. Men jeg kunne simpelthen ikke styre det… det fyldte alt og var lang hen ad vejen altafgørende for, om jeg havde haft en god dag… det havde jeg sjældent… Puuuuh!! Efter adskillige samtaler med sundhedsplejersken, nåede vi frem til, at den lille stædige prut sikkert bare slet ikke var sulten.. og at tvinge mad i et mæt barn, er en umulighed.. i hvert fald med Alicia.. Jeg havde så svært ved, at forstå hvordan pigebarnet ikke kunne være sultent, når der var gået 5-6 timer siden hun sidst havde spist… Jeg frygtede meget, at hun blev sådan et rigtigt kræsent barn, som intet alm. mad kunne spise. Meeen når jeg så tænker tilbage til den gang hun var helt ny… dengang brugte hun kun 5-10 minutter per måltid på, at spise sig mæt af brystet og det var ikke til at få hende til at spise mere end det.. På det tidspunkt hørte jeg den ene historie efter den anden om andres børn, som nærmest lå i 45 minutter eller hele timer og guffede løs ved brystet… Men sådan var Alicia ikke… 5 min på at spise var åbenbart nok for hende og det, sammenlagt med mange andre ting, gav mig mange bekymringer. Det er åbenbart bare sådan hun er, hende min STORE lille pige… og det må jeg prøve at huske på…, fordi hun er her jo faktisk stadig og oven i købet med elastikker og store runde kinder.

Endnu en samtale og et besøg fra sundhedsplejersken har måske hjulpet mig med til, at slappe lidt mere af i forhold til at få Alicia til at spise… I hvert fald spiser hun lige pludselig fint igen.. Hun spiser havregrød om morgenen… små leverpostejshapser til frokost og så grønsagsmos med kød til aften (uden klumper – ellers bliver munden holdt hermetisk lukket og hovedet bliver drejet væk – stædig er man jo).. og det lader til at være rigeligt for hende.. Alt det det der der står i bøgerne om mellemmåltider bestående af frugt, yougurt eller andet let.. næææh det gør hun det ikke i.. for der skal jo stadig være plads i hendes lille mave til mælken.. ca. 500 ml. dagligt. Hvis hun afviser maden, bliver hun bare fri for at spise… men det er til stadighed rigtigt svært for mig ikke at blive ved med at prøve at få hende til at spise.. Hvis jeg ikke kan styre mig og ender med alligevel at have en afskyeligt magtkamp med hende ved bordet, slutter en ulykkelig og bekymret taber, med en rigtig lorte-dag... I stedet for tager jeg hende op af højstolen igen og venter på, at hun selv begynder at spørge efter maden… og så starter jeg forfra… Hvorfor kan jeg ikke bare have en af de der unger der bare æder løst af alt hvad de får serveret???

Jeg satser satser meget på, at det her nye system bliver ved med at fungere og jeg kan mærke, at jeg føler mig selvsikker og tryg ved det… Det kan hun selvfølgelig mærke, og de sidste dage herhjemme med hende var bare været rigtigt gode… Hun er glad, hun spiser fint og jeg er afslappet og nyder at være sammen med hende – rigtigt meget endda…

Faktisk tænkte jeg den gang efter Natalina, at jeg slet ikke kunne forestille mig som mor til et barn på 1 eller 2 år… jeg så kun mig selv i rollen som mor til et spædbarn.. Når min veninde var på besøg med sin datter (på Natalinas alder), blev jeg enormt skræmt ved tanken om, at skulle håndtere sådan en lille bavian, som bare var OVER DET HELE…. Puuuha!! Men det har jeg jo selv nu og det går rigtigt fint… ja jeg elsker det faktisk.. jeg elsker min lille glade, bløde og kærlige putte-pige, som gir sin mor masser af store dejligt våde kys… (nu med sin første tand og masser af savl).

  • Comments(1)//grisen.ripavaleur.dk/#post40