Mig og Grisen

Mig og Grisen

Engle og "grise" og en mors tanker.

Tanken med denne blog er at bruge den som en slags dagbog - og gennem mine ord, dele alle mine tanker omkring det at være mig nu og her.

Som udgangspunkt var bloggen tiltænkt som en form for mental bearbejdelse i sorgen over tabet af min førstfødte datter Natalina. Efterhånden som tiden er gået og Natalinas død er blevet hverdag, er bloggen blevet et redskab til at få luft for mine mange tanker omkring lidt af hvert.

Det er så mega stort!!

Onsdag den 5. november 2008Posted by Katja Ripa Valeur Wed, November 05, 2008 23:00:59

En MEGET stor dag ligger lige for døren. Den er så stor, at jeg knap kan rumme den.. Min lille dejlige Alicia-prut bliver 1 år… ET HELT ÅR, det er slet ikke til at forstå. Jeg må nive mig i armen for at sikre mig, at det ikke bare er en drøm… men at jeg rent faktisk har fået lov til at opleve hele hendes første leveår, at have hende hos mig i et helt langt år, 12 fantastisk og eventyrrige måneder. I 365 dage har jeg haft æren, af at være mor til min lille sprællevende grinebider – mit møgstædige og meget kærlige lille vidunder – hende som siger ”hej” og smiler til fremmede i metroen, eller i køen i Føtex.. hende som siger ”mam-mam-mam” med så meget energi at hendes skønne tykke kinder vibrerer… og hende som siger ”buuuh” i stedet for ”muuuh” når hun ser andre dyr, både hunde og fugle og køer… den lille trold som sluger mandarinbådene hurtigere end jeg kan skille dem fra hinanden, hende der øver og øver og øver sig i at gå og nu kan gå helt fra sofaen og ud i køkkenet på meget usikre ben… - hende som er min lille store datter, Alicia… Hun bliver 1 år på fredag – og mange gange i løbet af det år, som er gået har jeg frygtet, at hun skulle glide fra mig. At hun skulle ”sove stille ind” nede i sin barnevogn i haven eller at hendes alvorlige hjertefejl pludselig skulle træde frem og gøre hende dødsens syg (jeg tror nu ikke hun har en sådan)… at hun skulle fejle et eller andet, noget med maven, noget med hovedet… bare et eller andet meget alvorligt, som ville ende med at jeg skulle tage stilling til gravsten og begravelsesceremoni osv. … igen. Men hun bliver ved med at være her.. hun bliver ved med at vågne op og bare være glad og sund og rask.. og det er så ubeskriveligt dejligt. Jeg føler mig så heldig og så privilegeret at have mit barn hos mig endnu… fordi børn kan godt dø.. det ved jeg… og jeg føler absolut ikke at vi er uden for vuggedødsrisikoen.

At Alicia bliver 1 år er en kæmpe stor milesten og det er en begivenhed som fylder enormt meget i mig i disse dage. Det er stort at kunne fejre sit barns første fødselsdag, men den dag tydeliggør også Natalinas manglende tilstedeværelse i vores liv – hendes manglende 1 års fødselsdag, og 2 års fødselsdag.. og alle de andre mærkedage vi skulle have fejret for hende.. men i stedet for stor lykkelig milesten, er hun en trist kold gravsten. Jeg kan virkeligt mærke min sorg over tabet af Natalina i disse dage – en følelse som i mine fyldte hverdage sammen med Alicia, ligger godt begravet under bleer, madkriser, moderskabs-kriser, legestuer, babysvømning, flere bleer og lige pt. også graviditetskvalme og en konstant påtrængende træthed og udmattethed. Jeg ved udmærket godt, at jeg aldrig har forenet mig med det faktum, at Natalina aldrig kommer tilbage. Jeg har aldrig accepteret det… men hvem pokker vil acceptere det?? Jeg vil ikke sige, at jeg går og venter på, at hun kommer tilbage til os.. for det ved jeg jo godt, at hun ikke gør – aldrig nogen sinde. Men jeg har nok aldrig fået givet hende den plads i mit hjerte og mit liv, som jeg måske burde. Jeg har aldrig givet sorgen ”fred”,… jeg har nærmere bare gemt den væk – lagt den til side… for det jeg NÆGTER at acceptere, at Natalina bare døde fra os… for mig ville det være det samme som at sige: ”det er helt okay, at hun døde”.. og det er det ikke, og det bliver det nok heller aldrig. Så i disse dage, hvor Alicia er mere levende end nogensinde, kan jeg mærke Natalina og jeg kan mærke at jeg savner hende.. Hun er ikke glemt selv om det godt kan føles sådan nogle gange.. hun ligger stadig lige under min hud – jeg kan stadig mærke hende og det er dejligt at erfare også selvom afsavnet og sorgen er der sammen med hende.

Mens jeg sidder her med tårer i øjnene og tænker over livet – mit liv, ligger min snart 1 årige datter inde ved siden af og sover sødt – og min kære husbond sidder og nikker til National Geographic.. wow for første gang i laaaang tid, er jeg den sidste vågne her i det lille hjem.

  • Comments(4)//grisen.ripavaleur.dk/#post46