Mig og Grisen

Mig og Grisen

Engle og "grise" og en mors tanker.

Tanken med denne blog er at bruge den som en slags dagbog - og gennem mine ord, dele alle mine tanker omkring det at være mig nu og her.

Som udgangspunkt var bloggen tiltænkt som en form for mental bearbejdelse i sorgen over tabet af min førstfødte datter Natalina. Efterhånden som tiden er gået og Natalinas død er blevet hverdag, er bloggen blevet et redskab til at få luft for mine mange tanker omkring lidt af hvert.

Vores elskede lille pige Natalina - og så lige en lille pige til :-)

Tirsdag den 26-27. juni 2007Posted by Katja Ripa Kelmo Tue, June 26, 2007 19:04:50

Dagen igår var en stor dag, en både Kim og jeg længe havde set frem til. Vi skulle endeligt få lov til at se grisen på en skanning igen efter hvad føles som alt for lang tid, og vi skulle se om den havde det godt, og om alt var som det skulle være. Jeg var noget nervøs og frygtede det værste, men samtidig havde jeg glædet mig helt utroligt meget. Alt så ud til at være i skønneste orden - grisen lå og tumlede rundt og havde mægtig travlt. Den var intet som sin storesøster, som lå helt stille og poserede for fotografen begge gange hun blev skannet. Nææh grisen så ud til at have gevaldigt travlt, det hele kørte på den, armene fløj rundt og benene sprældede og den slog kålbøtter og villle ikke ligge stille så den flinke sygeplejerske kunne komme ordentligt til. Meen, det lykkedes jo fint, vi fik set grisens hænder og fødder, vi fik set dens tykke mave og den fine hoved med øjnene.. Den så helt fint ud - alt var som det skulle være... der var masser af fostervand (et af mine særlige fokusområder) og moderkagen så også fin ud (endnu et meget vigtigt punkt med Natalinas historie i baghovedet). Alle organer (dem man nu en gang kan se i 19. graviditetsuge) havde fine størrelser i forhold til barnet og hjertets fire kamre var præcis som de skulle være.. Det kunne vist slet ikke være bedre - so far so good!! Og så var der jo endnu en lille ting, som særligt jeg var MEGET ivrig efter at finde ud af, og det var om det var en lillesøster eller lillebror der lå derinde. Ifølge sygeplejersken var der meget, som tydedet på, at det var en lille pige - endnu en lille prinsesse. Faktisk havde jeg håbet meget på, at det var en pige - jeg har siden Natalina blev født forestillet mig vores lille familie med en lille pige - og at få chancen endnu en gang for at få de drømme til at gå i opfyldelse er så dejligt.. Tak for det min elskede Kim :-) Jeg havde få dage forinden skanningen haft en drøm om, at det var en lille dreng inde i min mave, og jeg tudedet så forfærdentligt meget over det og var så ulykkelig over, at jeg ikke fik lov til at få min lille pige.. Det var lidt skræmmende og slet ikke okay at have sådan en drøm - i bund og grund handler det jo om at vi får en sundt og raskt og levende barn denne gang, så om det er en dreng eller pige burde jo være lige meget. Meeen, nu vil jeg heller ikke glæde mig alt for tidligt, for det er jo hørt, at de tager fejl ved sådan en skanning så måske der "vokser en lille tap ud"!!?? Eller måske den bare skjulte sin sande identitet godt - under alle omstændigheder vil vi få det tjekket igen til næste skanning, som vil være den 24. juli, så vidt jeg husker.

Natalinas 1 års dag haler ind på os, og det samme gør vores bryllupsdag. Puuuh, der skal bare blive plads og overskud til begge dele - ellers "dør" jeg... Min elskede lille pige skal mindes med maner - altså på den stille og rolige og afslappede måde. Jeg har tænkt meget på det der med, at hun jo aldrig levede udenfor min mave og at eftersom hendes fødselsdag og dødsdag jo er den samme dag, om det så kunne blive en glædelig og rar dag med plads til at mindes den lille dejlige trold hun var inde i maven og den fine lille pige vi fik da hun kom ud. Jeg tror vi vælger at fokusere på fødselsdelen af denne lidt tvetydedet dag - vi vil forsøge at tænke glade tanker, tænke på hende som en glad lille pige, som har det godt deroppe i himlen sammen med de andre dejlige englebørn. Vi er så taknemmelige for at have hendes gravsted at kunne besøge, at have alle de andre forældre at dele vores tanker og oplevelser med, at have vores venners og familiers støtte i de hårde tider - og ikke mindst for at vi har hinanden og nu forhåbentligt kan se frem til en lillesøster i november.

Den præcise plan med Natalinas 1 års fødselsdag er endnu ikke på plads, men vi arbejder på den, sideløbende med bryllupsarrangementet.

I aften skal vi hjem til Salsa Fritz og lære brudevalsen.... puuuha!! Det skal nok blive en sjov oplevelse. Ifølge Fritz bør vi nok øve os lidt hver dag fra nu og frem til den store dag... det må vi jo gøre et forsøg på. Ellers er der stille og roligt ved at være styr på de forskellige ting til brylluppet - men stressen er uden tvivl til stede inde i mig og jeg er desperat efter at få lukket en masse ting, så vi kan komme videre til de næste ting. Meen, rigtig meget kan jo først ske i sidste øjeblik - sådan noget som madindkøb fx... det kan vi jo af gode grunde ikke løbe ud og få overstået nu - desværre :-( Så heldigvis har Kim taget fri i næste uge, og så skal der altså knokles....

.... mere følger :-)

- Onsdag den 27. juni 2007 -

Nåh, men det var jo slet ikke meningen, at jeg først skulle sætte mig ned idag, en dag senere, for at få skrevet lidt mere på min blog for tirsdag den 26. juni - meen, sådan er det altså blevet...

Mandag hvor grisen fik noget der minder lidt mere om en identitet (hun er en lille pige - med stor sandsynlighed) - var også dagen hvor far Kim for første gang mærkede sin ufødte datters spark i sin hånd. Jeg må sige, at Kim er meget mere med denne gang, og ivrig efter at tage så meget del i vores lille gris som overhovedet muligt, så længe hun ligger inde i maven. Det er en rigtig skøn fornemmelse - en jeg savnede meget den gang jeg var gravid med Natalina. Den gang kunne jeg ikke forstå hvorfor han ikke var mere interesseret i at lægge hånden på min mave hele tiden og mærke hende sparke, eller bare at ligge og kigge på min store mave, mens den bevægede sig rundt i bedste Aliens stil. Det var han slet ikke - det kunne godt nogle gange føles som om, at han var død uinteresseret i vores kommende barn.. Men denne gang er han helt anderledes, og det er så vidunderlig at mærke, at vi er to om denne graviditet og vores nysgerrighed, kærlighed og iver efter at få alt ud af den lille grisebasse og ikke gå glip af noget overhovedet, endeligt er ligeværdig. Jeg ved at det er tosset, men endnu en gang kan jeg ikke lade være med, at blive en smule trist over så lidt vi gik op i min graviditet med Natalina - også for mig handlede det bare om at de 40-42 uger skulle gå så hurtigt som muligt, så vi kunne nå frem til det som var målet med hele projektet - nemlig et lille barn vi kunne holde i vores arme. Men, det nåede vi aldrig til - vi blev snydt for det vi sådan havde set frem til og havde ikke nydt vores lille pige mens vi havde hende i live - inde i min mave. Der er jo desværre ikke noget der kan gøres om det ved vi, men vi har lært noget af det og vil aldrig nogen sinde begå den samme fejl igen - vi vil nyde alle vores børn, helt fra begyndelsen.

Med min lille pige - eller nu skal jeg vel sige min store pige, for nu er Natalina jo ikke den mindste mere.. så med min store pige i mine tanker kan jeg ikke lade være med at lige at øffe lidt over folks manglende forståelse - eller manglende forsøg på at forstå og sætte sig ind i Kims og min situation. Jeg har så ofte en følelse af, at sandheden skal forties og jeg bliver så ulykkelig og trist indeni når jeg oplever at folk ikke spørger til os eller måske bare ytrer deres medfølelse.. eller i det mindste forsøger at gribe emnet om vores datter, når jeg ved selskabeligheder selv forsøger at bringe det på banen - som det alt for ofte er nødvendigt at jeg gør. Jeg kan i løbet af en hel aften prøve at vise min åbenhed overfor emnet om Natalina - jeg kan nævne hende i flere sammenhænge.. men ingen fatter noget og lader bare samtalen hurtigt dreje over i noget helt andet. Så gang på gang må jeg sidde det og føle mig bitter og overset og bide det i mig at ingen ønsker at vise en smule interesse i mit liv som det ser ud pt. .. for det indeholder jo min datter og hun er en kæmpe stor del af hele min tilværelse nu og i fremtiden. Jeg gider ikke snakke om grisen, hvis der ikke kan blive talt om Natalina.. jeg siger ikke vi skal snakke i timevis om al min elendighed og mit bristede hjerte og mit ulykkelige liv og mit store afsavn efter min datter, men vi kunne snakke om at jeg har omlagt hendes gravsted, at jeg kommer der ofte, at Kim og jeg ses med en gruppe af andre forældre i samme situation, som vi er utrolige glade for og som i høj grad er med til at holde vores hoveder oven vande... Jeg synes der er meget at tale om... men folk foretrækker at fortie min realitet, mit liv - det kan jeg slet ikke holde ud. I sidste uge var Kim og jeg til et arrangement hvor præcis det var tilfældet - og jeg besluttede mig for, efter flere forsøg på at drage Natalina ind i aftenens samtale, at jeg ikke gad spørge til dem eller til deres børn - hvad rager det egentligt mig??? Næææh, hvis jeg skal spørge til dem og deres børn, så skal de sgu gøre det samme.. ellers kan vi ikke snakke sammen og sådan er det bare.

Puuuuh, sikken en negativ men bund ærlig gang sludder... Idag var jeg sammen med Laurits mor Heidi på kirkegården.. Til trods for dagens enorme mængder af regn som har væltet ned hele dagen og pt. stadig gør det, mødtes vi til vores hyggekaffe og fik sludret lidt om hvor svært det kan være at takle livets hverdag i alle aspekter.. og gik efterfølgende en tur forbi Laurits på hans grønne plæne og derefter et smut forbi Natalina.. Dejligt at de to børn har hinanden der på Holmens :-) Tænk en gang hvad man ikke gør for sine børn.. man bevæger sig ud i det værste vejr længe for bare at sige "hej" og blive noget så gennemblødt, som var man hevet ud af en vaskemaskine som endnu ikke havde centrifugeret med risiko for at få sig en ordentlig gang forkølelse.. Det kan da kun være vores endeløse kærlighed til vores børn som får os til sådan noget - sådan vælger jeg i hvert fald at se det..

Hmmmm.... min lille grisebasse er bare en rigtig aktiv lille pige... den sidste uges tid har hun sparket så jeg kunne mærke det hver dag og op til flere gange om dagen.. Det er skønt endeligt at kunne følge med lidt i at hun stadig er derinde og ikke er bleg for at berolige sin mor med al sin aktivitet... Pst pst - jeg er sikker på at hendes storesøster har givet hende lidt instrukser i hvad der skal til for at få hendes mor til at føle sig tryg og ved godt mod. Natalina var selv en super aktiv lille baby - så det ville være så dejligt hvis lillesøster ligner hende rigtig meget.

  • Comments(4)//grisen.ripavaleur.dk/#post7