Mig og Grisen

Mig og Grisen

Engle og "grise" og en mors tanker.

Tanken med denne blog er at bruge den som en slags dagbog - og gennem mine ord, dele alle mine tanker omkring det at være mig nu og her.

Som udgangspunkt var bloggen tiltænkt som en form for mental bearbejdelse i sorgen over tabet af min førstfødte datter Natalina. Efterhånden som tiden er gået og Natalinas død er blevet hverdag, er bloggen blevet et redskab til at få luft for mine mange tanker omkring lidt af hvert.

Tårer for Natalina

Fredag den 3. april 2009Posted by Katja Ripa Valeur Fri, April 03, 2009 20:21:50

I dag har jeg været lidt ked af det.. i dag har jeg fældet lidt tårer for min store pige.. for mit førstefødte mirakel, min elskede pige - min stendøde pige Natalina. Mens jeg lå der til gravid-yoga her til formiddag og lyttede til de andre gravides snik-snak om at pusle de nyfødte og hvordan de hyler ulykkelige over, at få taget tøjet af.. det kan de bestemt ikke lide – så lå jeg og mindedes min første graviditet og alle de tanker, forventninger og glæder jeg troede jeg skulle til at have indfriet. Jeg misunder deres naivitet og deres glæde… og jeg sørger over mit eget afsavn – over alt det jeg ikke fik lov til med Natalina, alt det jeg ikke fik gjort og ikke mindst den for altid tabte uspolerede tro på livet og lykken… Jeg fik aldrig puslet Natalina… jeg fik aldrig givet hende en ble på, eller tøj på (jeg så mest bare til, da jordemoderen gav hende den lille lilla dragt på, som hun havde arvet efter sin moster Catharina – i chok og ude af stand til at finde viljen til selv, at ”pusle” min døde datter). Det fortryder jeg inderligt i dag.. Hvis jeg kunne, ville jeg gøre så mange ting anderledes mens vi stadig havde Natalina fysisk hos os..

Men mine tårer i dag var meget relateret til tanken om Natalinas tabte liv – om det lille menneskebarn, som gennem 9 måneder havde vokset sig stor inde i min mave – som havde haft et liv fyldt med energi og tryghed derinde og som var blevet ”lovet” mere liv herude – af Kim og særligt af mig – hendes mor. Men netop, som hendes liv herude skulle til at begynde, blev det taget fra hende… En fin, velskabt men alt for livløs lille pige blev født den 6 juli 2006 – men det havde ingen fortsættelse – hendes liv sluttede der – et forfærdentligt spild… så smertefuldt og ubærligt… og så forkert. Den lille pige, det lille menneskebarn, så klar til verden…. hendes udslukte, slatne, blege, lille fine og perfekte krop – død!! ÅÅÅh så meget vrede og had over livets uretfærdighed mod mig – mod os. Jeg føler mig straffet på det groveste – jeg forstår bare ikke hvorfor. Følelsen af vrede og had er stadig i mig.. jeg kan mærke den presse på ind imellem… men jeg skubber den væk.. for hvad nytter det??

Og her sidder jeg så, snart 3 år senere… med en skøn lillesøster til Natalina og endnu en på vej… og jeg er da glad og lykkelig – men stadig ked og ulykkelig. For den lykke jeg følte indeni mens jeg ventede Natalina er for evigt væk. Den mor jeg var dengang Natalina døde i min mave, døde sammen med og kommer ikke tilbage – jeg kender hende slet ikke… jeg er ikke i stand til at genfremkalde de tanker og følelser hun havde… Jeg er en anden mor i dag – og en anden kæreste og kone til min mand.. Jeg ville ønske det var anderledes… men Natalina kommer ikke tilbage – det som er sket, er sket og kan ikke gøres godt igen… Kim siger: ”jeg savner den kvinde jeg forelskede mig i og jeg savner de ting hun stod for og den positive energi hun lagde i de ting som virkeligt interesserede hende”… Jeg kan godt forstå ham for jeg kan også godt savne hende. Jeg kan godt savne at føle mig sådan rigtigt glad, sådan helt ind til benet.. Jeg kan godt savne, at brænde for noget – sådan som jeg brændte for Brasilien og dansen. Men jeg er blevet meget halvhjertet i de ting jeg foretager mig – jeg kan ikke finde gejsten til, at gøre noget for mig selv. Jeg trives bedst herhjemme i ”trygge” omgivelser, med mine mange tanker om alt og meget, med ro omkring mig, med mit hækletøj eller sytøj… uden alt for mange folk og ting af forholde mig til… Jeg er med andre ord, blevet ”røvsyg”… så jeg kan MEGET godt forstå Kim… og jeg er ked af, at jeg aldrig bliver den ”gode gamle Katja”…, men det gør jeg nok aldrig – hun er væk, borte, forsvundet, død og begravet – for altid.

  • Comments(2)//grisen.ripavaleur.dk/#post54