Mig og Grisen

SavannahMarts 2011

Posted by Katja Ripa Valeur Wed, March 23, 2011 13:39:29

Min lille lækre Savannah er allerede 1 1/2 og snart er hun to år... hvor blir tiden dog af. Det fantastiske menneskebarn har en ubeskrivelig dejlig, udadvendt og positiv personlighed. Hun er bare glad og snakker og synger dagen lang. Wow, jeg er forelsket!!

TrommerumFebruar 2011

Posted by Katja Ripa Valeur Thu, February 03, 2011 14:56:52

Mit liv pt er et trommerum af arbejde og syge børn - og lidt egen-influenza her og der... Puuuh, jeg synes den her vinter slider hårdt på mig og mit gode humør. Kom nu sol og varme.... !

Kim og jeg snakkede forleden om, at denne vinter går over i Ripa Valeurs historie - aldrig har vi været så meget syge... Ja, Kim har faktisk kun været en smule snottet én enkelt gang de de snart 7 år vi har kendt hinanden. Jeg har heller ikke haft noget særligt.. Men denne vinter har fået taget i os. Kim har haft en influenza-tur og har hostet i flere måneder... Jeg har haft en uge under dynen med influenza-lignende symptomer. Pigerne skiftes til, at have feber og så snotter de forfærdentligt... De er i institution i én dag... og så tager de lige 5-6 dage med feber og alt hvad der dertil hører efterfølgende. Puuuh de små stakler.... Og jeg er simpelthen elendig til ikke at sidde her på jobbet og hænge med næbet hele dagen i frustration over, at jeg ikke kan sidde med mit stakkels syge barn i armene... Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig - jeg er bare så ked af ikke at kunne passe mit syge barn/børn...

KOM NU Forår!!!

En ny og bedre mor...??Torsdag den 4 november 2010

Posted by Katja Ripa Valeur Thu, November 04, 2010 22:17:12

Her til morgen sagde min store Alicia-pige: "Jeg elsker dig!" og så gav hun mig et stort kram. Det er jo simpelthen det mest fantastiske at høre fra sit barn og jeg har i den grad også levet højt hele dagen på de kærlige ord. Det satte også en masse tanker i gang. Aldrig har jeg været så meget væk fra mine børn som efter jeg er begyndt på arbejde. Aldrig har jeg været så hægtet af i forhold til deres trivsel i henholdsvis børnehave og vuggestue og jeg synes selv det er så forfærdentlígt. Jeg kommer bare hjem fra arbejde, og så er de hentet og sidder og leger derhjemme... Kim har fået alle meddelelser om hvordan deres dag har været, hvad de har beskæftiget sig med og han har snik-snakket med pædagogerne... Puuuh jeg synes ikke det er sjovt... Men selv om jeg savner mine børn, så har min manglende tilstedeværelse bragt mig og Alicia tættere sammen - i hvertfald lige for tiden.. Alicia har altid været fars pige, men i disse dage er hun 200 % mors pige - mystisk!! Det er mor der skal sidde ved siden af hende under maden, mor der skal give hende tøj/nattøj på, mor der skal følge hende i børnehave, mor der skal putte hende i seng og fortælle historier.. mor mor mor.... Stakkels Kim - jeg tror han savner at være "the one". Jeg kan ikke lade være med at bruge en masse tankenergi på at forstå hvorfor jeg er kommer på Alicias 1. plads nu hvor jeg jo aldrig er hjemme... Måske har hun savnet mig (det håber jeg hun har), måske er det fordi jeg rent faktisk er en bedre mor nu hvor jeg ikke er så meget sammen med pigerne. Min tålmodigheds-tærskel med dem bliver ikke brugt op i løbet af dagen, så jeg har mere overskud til dem... måske er det fordi Savannah er blevet rigtig glad for FAR og kalder på ham hele tiden... "FAAAAAAAR!!" og vil være sammen med ham - ja måske har Alicia en følelse af at der ikke er så meget plads til hende hos far for tiden pga. lillesøster og så er jeg ledig.. Nåååh ja, men hvad end det er så nyder jeg det ubeskriveligt meget... Alicia har en fantastisk alder nu, hun snakker derudaf og synger, og hun er rigtig sjov og hyggelig at være sammen med.... Mens jeg nyder hendes opmærksomhed, savner jeg nu lidt min lille Savannah-baby... dagene med hende klæbet fast i min favn er ovre, øv! Mit liv som mor er blevet et nyt liv - en ny og anderledes nærhed med mine børn, som jeg faktisk er ved at lære at være lidt glad og tilfreds med... for now anyways!! ;-)

Natalinas barnevogn.Fredag den 6. august 2010

Posted by Katja Ripa Valeur Fri, August 06, 2010 09:30:18

Når jeg er så træt som jeg er i disse dage, hvor jeg er oppe kl. 6 og ude af døren lidt over 7 for at nå på arbejde kl. 8, så kan jeg godt mærke at følelserne sidder uden på huden. Jeg er mere sårbar, lidt ked – bare af det hele, og min lunte er kort. Natalina fylder mere i mig i denne tid, hun er mit sårbare punkt i livet, hun er en del af min ked-af-det-hed når livet ikke bare kører derudaf. Hun vender konstant tilbage i mine tanker og jeg fylder mit hoved med alle de ting jeg er ked af, som jeg ikke fik gjort i forhold til hende.. og alle de ting jeg fik gjort, men gerne ville have gjort anderledes.. Jeg kan blive imponeret over, at jeg i dag, 4 år efter, stadig kan banke mig selv oven i hovedet over alle de ting – der er jo intet jeg kan gøre ved det nu, jeg kan ikke gøre det om. Natalina er død og borte og de ting vi foretog os i forbindelse med hendes død og begravelse og tiden derefter kan vi ikke ændre på, desværre.

En af de ting som altid vender tilbage og slæber mig med ned i et sort hul af fortrydelse, er at vi først og fremmest fik hentet hendes barnevogn før hun blev født. Jeg kunne simpelthen ikke vente med, at få den hjem så jeg kunne beundre den. Jeg gik også 10 dage over tid og jeg tror at ventetiden gjorde mit behov for at komme tættere på livet med det lille barn, som lå i min mave, altoverskyggende. Al den snak om, at man først bør hente barnevognen når barnet ER født gad jeg ikke høre på, jeg kunne ikke lade gammel overtro styre mit liv. Men overtroen sejrede, vi fik aldrig lov til, at køre en tur med den fine barnevogn – for Natalina kom ikke med hjem – hun kom direkte fra hospitalsvuggen og ned i dødens vugge – hendes kiste. Barnevognen fik vi min bror til, at levere tilbage til butikken – vi skulle jo ikke bruge den til noget, tænkte vi. At den barnevogn skulle komme til, at fylde så meget i mig selv den dag i dag, var uforudsigeligt. Jeg tror ikke jeg overdriver, hvis jeg påstår, at det i hvert fald er én gang om dagen at jeg tænker på Natalinas barnevogn. Det var en grå Emmal Junga og den var rigtigt fin og så var den en gave fra farmor… den var udvalgt til netop Natalina – det vil nok altid være hendes barnevogn også selv om hun aldrig lå i den. At præcis den grå farve var udgået, da vi året efter ventede Alicia, var jo slet ikke til, at bære. Jeg måtte nøjes med en der lignede lidt – men den er og bliver aldrig god nok… kun Natalinas grå barnevogn havde været helt rigtig. Så når jeg cykler eller går rundt i byen, holder jeg altid øje med alle barnevogne som jeg kommer forbi – for tænk hvis det var Natalinas.. eller en lignende. Og gang på gang bliver jeg mindet om, hvor ufatteligt tåbelige og uvidende vi var – tænk at vi bare sendte Natalinas barnevogn tilbage til butikken. Det fortryder jeg så inderligt, at jeg kan slet ikke slippe det… jeg kan slet ikke slutte fred med vores beslutning den gang og bare acceptere det. Jeg er så ubeskriveligt vred på mig selv over at vi ikke beholdte Natalinas barnevogn og bare gemte den indtil næste barn.

Nååh ja, sådan kan jeg finde rigtigt mange ting at fylde mit hoved og min dårlige samvittighed med. Gad vide om det nogensinde får en ende så jeg kan få ”fred”.??

Frustration!!Tirsdag den 16. februar 2010

Posted by Katja Ripa Valeur Tue, February 16, 2010 22:52:05

Jeg tror dæleme at hende den lille lækre Savannah-pige har gennemskuet kravle-teknikken... I lang tid har hun siddet godt og stabilt på hendes lille tykke og efterhånden gulv-flade numse hvor fra hun har øvet sig i, at kunne strække sig laaaangt frem og i den sidste tid kravle ud med hænderne og få fat i Alicias legesager, for derefter at sætte sig tilbage på numsen igen. Hun var blevet ret god til at komme langt frem og ud til siderne... og blev mere og mere sikker i sine motoriske udfordringer indtil hun her i den sidste uges tid er kommet helt op på knæene (i kravleposition) for derefter at flade ud på maven og blive tosset og frusteret over ikke at kunne komme tilbage i siddende stilling... Men endeligt langt om længe... i søndags - på selveste Valentines dag - tog hun sine første rigtige kravletrin.. det der puslespil som storesøster var i fuld gang med var simpelthen alt for spændende til bare at sidde der og kigge på... der skulle smages på de der farverige brikker.. Igår mandag havde hun så totalt glemt alt om sin lille kravlesucces og var tilbage på den lille tykke "nummer", som Alicia siger.. På besøg hos farmor og Aage her til aften, var hun så oppe på alle 4 igen og øve, og denne gang blev det til en lidt længere kravletur - fremad vel at mærke (nåååh ja, hun er jo sådan også 9 mdr gammel nu, så det var vel på tide hvis det skal nås inden næste stadie - at stå og gå)... Stakkels min store skønne Alicia-pige - nu er det slut med at have sit legetøj i fred... Savannah vil være konstant i hælene på hende fra nu af... puuuh det er ik nemt at være storesøster..
Blog image

Riget i mit liv!Lørdag den 6. februar 2010

Posted by Katja Ripa Valeur Sat, February 06, 2010 22:23:02

Riget har en mærkelig tvetydig betydning for mig… jeg hader stedet – og jeg føler mig lidt hjemme der. I torsdags var jeg et smut forbi blodprøvetagningshelvede – trak nr. 897 og satte mig til at vente med de mange andre tålmodige og utålmodige – de var kun nået til nr. 839…. Puuuuh! Jeg synes, at jeg har mange minder fra Riget… både af de triste og smertefulde slags… og også af de glædelige slags… Siden jeg blev gravid for ”første” gang tilbage i 2005 (tilbage i 2002 måtte jeg tage en svær beslutning og få foretaget en abort – men det er en helt anden historie og et helt andet liv siden), hvor jeg til nakkefoldskanningen i december måned så min smukke lille engel sparke rundt for første (- og næstsidste) gang har Riget stille og roligt fået sneget sig ind på mig og er blevet en del af mit liv…. Jeg havde allerede været fast patient på Reumatologisk afdeling (det var i den sammenhæng at jeg fik taget blodprøve i torsdags) igennem en årrække, da jeg blev gravid med Natalina - så stedet var langt fra fremmed for mig. Da Natalina kom til (-og fra) verden den 6. juli 2006 tog mit liv en meget drastisk drejning – jeg var ikke blevet MOR men derimod en barnløs mor. I tiden efter Natalina var jeg/vi på Riget i adskillige sammenhænge… Vi var tilbage for at se Natalina igen.. vi var tilbage for at lægge hende i kisten , vi var tilbage for at få svar på obduktionen, jeg var tilbage for at tale om gigt vs trombofili med henblik på en ny graviditet og hvordan en gentagelse af Natalina kunne undgås. Da jeg endeligt blev gravid igen (efter hvad der føltes som evigheder – men rent faktisk kun var et halvt års tid) var jeg konstant bekymret for det skulle ”gå galt” igen… at det lille barn i min mave også skulle dø -og mit behov for at få tjekket maven fyldte alt.. Min kamp for, at få ændret min nye og frygtelige mor-identitet gjorde mig afhængig af overlæge Jens og hans fantastiske skanningsapparat. Det blev til rigtigt mange besøg på svangreambulatoriet i løbet af den gravidietet – både af de planlagte slags.. og af de spontane – nær paniske slags. Fødslen gik godt, Alicia kom til verden sund og rask… og vi gik lettede og nærlykkelige hjem fra Riget i november 2007. Næste graviditet gik i vasken – det var i sensommeren 2008 og det tog et besøg hos Jens med efterfølgende 3 besøg på gynækologisk afdeling…. Et par måneder senere kunne jeg konstatere endnu to streger på graviditetstestene og så var det tilbage til Jens og denne gang med positivt nyt. En lille ny voksede i min mave og mange af de samme angst-følelser knyttede mig til Riget endnu en gang. Denne graviditet havde færre bekymringer men med et stadigt behov for regelmæssige tjek og vedligeholdelse af roen i mit sind. Og i maj 2009 kom Savannah til verden – endnu en sund og rask lille pige fuld af liv – skønt!! Efter veloverstået høretest og blodprøve af baby – måtte jeg lige ind og ligge i 5 dage med underlivsbetændelse…. Åååh Riget kære Riget – hvis blot jeg havde tal på alle de gange jeg har været et smut forbi - af den ene eller den anden grund…. Jeg ved blot at rigtig RIGTIG mange af gangene har været i forbindelse med graviditet eller fødsel eller andet i den relation…

Da jeg sad der ved blodprøvetagning i torsdags fik jeg en følelse af at være ”hjemme” og på samme tid følte jeg både afsavn og tristhed… jeg mærkede en kraftig følelse af tilhørsforhold på godt og ondt og kunne ikke lade være med at sidde og fundere lidt over det. Det gik op for mig, at hele min identitet er tæt knyttet til Riget- ja faktisk blev min identitet som jeg kender den i dag skabt der … henholdsvis i juli 2006 og november 2007. Min identitet som mor fylder hele mit liv.. med to små piger er jeg 200% beskæftiget og der er ikke plads til meget andet pt. På Riget har jeg født mine tre piger- sagt goddag til dem alle og farvel til den første. Jeg har været hele mit følelsesregister igennem i den bygning – jeg har smilet, grædt, hulket, leet, skreget, jeg har følt mig flov, jeg har følt mig stolt, stor, lille.. jeg har følt mig fortabt, fortvivlet, forvirret… jeg har følt lykke og ulykke, smerte af mange forskellige slags – både fysisk og psykisk. Jeg har set sider af mig selv, som jeg ikke anede jeg havde… Jeg har vist sider af mig selv, som jeg aldrig troede jeg skulle dele med nogen… Jeg har lagt en lille pige i kisten og to små piger i barnevognen… jeg er forevig forbundet til det sted – på godt og på ondt.

Må bare dele dem med jer!Mandag den 9. november 2009

Posted by Katja Ripa Valeur Mon, November 09, 2009 22:03:50



Fødselsdage - Flytning - Tænder!Onsdag den 4 november 2009

Posted by Katja Ripa Valeur Wed, November 04, 2009 23:35:43

Puuuuh, der sker meget i det lille hjem.... Familien vokser, hjemmet vokser og det går rigtigt godt. På trods af flytning, ferie i Sydfrankring, et længere ophold i en kølig og mørk kælder, byggerod og nye omgivelser igen - så er pigerne bare glade og tilfredse og bare så nemme...

Alicia, snart to år, er i rivende udvikling og hun elsker det. Aldrig har hun udvist en så supertrivsel som hun gør nu... hun er glad når hun vågner, hun spiser en masse mad - både morgen, middag og aften, hun vinker glad til os fra vuggeren når vi går, hun har en fantastisk dag (det meste af den uden sut), hun løber os i møde når vi henter hende og vi får kys og kram... hun er så glad og fuld af krudt bag i når vi kommer hjem om eftermiddagen - hun giver sin lillesøster mere og mere opmærksomhed - af den meget positive og kærlige slags, hun er super nem at putte.... og så er hun blevet hjemmets lille papegøje... Hold da op hvor hun snakker.... det er såååå sødt og jeg er dybt forelsket i min store pige... "Det Vanna baba - Min baba nem" sagde hun.... da hun så Savannahs lille bamse i voksiposen en dag vi var oppe og hente hende i vuggeren. Wow... sætninger af tre ord, som sikker kun hendes mor og far kan forstå... og pædagoerne - tænker jeg. (Det er Savannahs bamse, min bamse er derhjemme) sådanne skal det forstås...

Blog image

Savannah, snart seks måneder er bare en lille glad trold, som stadig nægter at tage sut - hun fatter simpelthen ikke hvad den skal bruges til, hun synes de er direkte ubehagelige - og det gælder alle slags sutter... ak!! Hun sover stadig heller ikke mere en en halv time af gangen i løbet af dagen... Hun sover fra kl. 20 til midnat hvor hun får en natflaske/natbryst og derefter sover hun til kl. 02... puuuh!! Herefter er det "on 'n off" med søvnen... Jeg føler mig som en zombi - sådan er mit liv vist bare pt. Så snart vi kommer mere på plads og Alicia får sit eget værelse (vi sover pt. alle 4 i samme soveværelser), så starter afvænningen at nat-hygge-bryst for den skønne lille Savannah-pige... og det ser jeg frem til... Inden for de sidste par uger har Savannah fået to tænder, fået øje på sine fødder og tilmed taget en smagprøve af dem, blevet vaccineret (den var ikke sjov denne gang - der var feber og klynk... Men hun er godt nok en helt fantastisk skøn lille baby og rigtig mor-syg - noget helt nyt for mig. Jeg kan ikke finde ud af om jeg synes det er sødt eller lidt ynkeligt... alligevel kan jeg ikke lade være med at sole mig lidt i den ubetingede kærlighed hun viser mig - jeg er hendes et og alt og det føles rigtigt dejligt.

Blog image

Og så er vi endeligt flyttet - ikke i hus med have og flagstang som vi havde drømt om, men ned i stuelejligheden som så skal slås sammen med kælderen... Vi har fået mere plads, det havde vi brug for... faktisk temmeligt meget mere plads. Vi er gået fra 54 m2 og til 140 m2 og vi nyder det... Når vi ser bort fra flyttekasser, rod og værktøj som ligger over det hele... så bliver det her rigtigt godt.. Køkkenet er ved at være på plads (det er Kim der er håndværkeren på det projekt) - der mangler småting, afdækning af rør og lys.... der mangler et hul ned til kælderen med tilhørende trappe... og så skal vi have fundet plads til alle vores ting... Jeg kan næsten se enden på det... men småopgaver der skal afsluttes vil der nok altid være nogen af.... dem kom vi aldrig til bunds med oppe på 2. sal..

Blog image

Og så er der mig... Jeg er lige blevet et år ældre - nu hedder tallet vist 34. Jeg er på barsel, et fuldtidsjob med sådan en ikke-sovende baby som Savannah, jeg passer hus med alle de daglige gøremål... og jeg forsøger at hjælpe Kim med byggeriet.. Min tid til mig, er når jeg en gang hver 2. uge går til psykolog for at få afløb... og der handler det mest af alt om min døde pige - Natalina og alt det hun gør ved mig fordi hun ikke er her...

Blog image