Mig og Grisen

Mig og Grisen

Engle og "grise" og en mors tanker.

Tanken med denne blog er at bruge den som en slags dagbog - og gennem mine ord, dele alle mine tanker omkring det at være mig nu og her.

Som udgangspunkt var bloggen tiltænkt som en form for mental bearbejdelse i sorgen over tabet af min førstfødte datter Natalina. Efterhånden som tiden er gået og Natalinas død er blevet hverdag, er bloggen blevet et redskab til at få luft for mine mange tanker omkring lidt af hvert.

Natalinas barnevogn.

Fredag den 6. august 2010Posted by Katja Ripa Valeur Fri, August 06, 2010 09:30:18

Når jeg er så træt som jeg er i disse dage, hvor jeg er oppe kl. 6 og ude af døren lidt over 7 for at nå på arbejde kl. 8, så kan jeg godt mærke at følelserne sidder uden på huden. Jeg er mere sårbar, lidt ked – bare af det hele, og min lunte er kort. Natalina fylder mere i mig i denne tid, hun er mit sårbare punkt i livet, hun er en del af min ked-af-det-hed når livet ikke bare kører derudaf. Hun vender konstant tilbage i mine tanker og jeg fylder mit hoved med alle de ting jeg er ked af, som jeg ikke fik gjort i forhold til hende.. og alle de ting jeg fik gjort, men gerne ville have gjort anderledes.. Jeg kan blive imponeret over, at jeg i dag, 4 år efter, stadig kan banke mig selv oven i hovedet over alle de ting – der er jo intet jeg kan gøre ved det nu, jeg kan ikke gøre det om. Natalina er død og borte og de ting vi foretog os i forbindelse med hendes død og begravelse og tiden derefter kan vi ikke ændre på, desværre.

En af de ting som altid vender tilbage og slæber mig med ned i et sort hul af fortrydelse, er at vi først og fremmest fik hentet hendes barnevogn før hun blev født. Jeg kunne simpelthen ikke vente med, at få den hjem så jeg kunne beundre den. Jeg gik også 10 dage over tid og jeg tror at ventetiden gjorde mit behov for at komme tættere på livet med det lille barn, som lå i min mave, altoverskyggende. Al den snak om, at man først bør hente barnevognen når barnet ER født gad jeg ikke høre på, jeg kunne ikke lade gammel overtro styre mit liv. Men overtroen sejrede, vi fik aldrig lov til, at køre en tur med den fine barnevogn – for Natalina kom ikke med hjem – hun kom direkte fra hospitalsvuggen og ned i dødens vugge – hendes kiste. Barnevognen fik vi min bror til, at levere tilbage til butikken – vi skulle jo ikke bruge den til noget, tænkte vi. At den barnevogn skulle komme til, at fylde så meget i mig selv den dag i dag, var uforudsigeligt. Jeg tror ikke jeg overdriver, hvis jeg påstår, at det i hvert fald er én gang om dagen at jeg tænker på Natalinas barnevogn. Det var en grå Emmal Junga og den var rigtigt fin og så var den en gave fra farmor… den var udvalgt til netop Natalina – det vil nok altid være hendes barnevogn også selv om hun aldrig lå i den. At præcis den grå farve var udgået, da vi året efter ventede Alicia, var jo slet ikke til, at bære. Jeg måtte nøjes med en der lignede lidt – men den er og bliver aldrig god nok… kun Natalinas grå barnevogn havde været helt rigtig. Så når jeg cykler eller går rundt i byen, holder jeg altid øje med alle barnevogne som jeg kommer forbi – for tænk hvis det var Natalinas.. eller en lignende. Og gang på gang bliver jeg mindet om, hvor ufatteligt tåbelige og uvidende vi var – tænk at vi bare sendte Natalinas barnevogn tilbage til butikken. Det fortryder jeg så inderligt, at jeg kan slet ikke slippe det… jeg kan slet ikke slutte fred med vores beslutning den gang og bare acceptere det. Jeg er så ubeskriveligt vred på mig selv over at vi ikke beholdte Natalinas barnevogn og bare gemte den indtil næste barn.

Nååh ja, sådan kan jeg finde rigtigt mange ting at fylde mit hoved og min dårlige samvittighed med. Gad vide om det nogensinde får en ende så jeg kan få ”fred”.??

  • Comments(2)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Sofie Mon, August 16, 2010 20:54:08

Nøj, hvor jeg kender alle de følelser du beskriver. Det er nærmest ubærligt at gå rundt med sådanne fortrydelser. Det er ikke sikkert at du nogen sinde sådan rigtig kommer over det tab det var at levere Natalinas barnevogn tilbage, for mon ikke det hænger så grundigt sammen med tabet af Natalina at det er svært at skille ad? Natalinas død kunne du ingenting stille op overfor, men hendes barnevogn kunne du have holdt fast i og dermed beholdt en lille del af hende. Sådan havde jeg det i hvert fald med Elisabeths dyne og hendes sovedyr. Lige præcis de to ting betød rigtig meget for mig. Det var de to ting der havde været tættest på hende det meste af hele hendes liv. Begge dele fik hun med i kisten, for det var jo hendes og hun skulle have det tryggeste jeg kunne finde på når jeg nu ikke selv kunne være der. Men hold da op hvor jeg fortrød bagefter. Jeg følte at havde jeg dog bare beholdt de to ting, kunne jeg have haft en lille flig af hende stadig. Nogen gange må man give slip og jeg prøver stadig at overbevise mig selv om at det var vigtigere at hun fik de to kæreste ting med sig, end at jeg beholdt dem hos mig. Jeg gjorde det for hendes skyld. Måske gjorde I det også lidt for Natalinas skyld. Hun fik jo aldrig lov til at bruge den. Kram til dig.

Posted by Laurits' mor Sun, August 08, 2010 21:49:53

Det er godt at læse et indlæg fra dig igen, også selvom det handler om noget af det, der gør ondt.... Kram til dig!